Previous Page  21 / 289 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 21 / 289 Next Page
Page Background

NATALIE ZAHLE

l 9

Billede: »Hun underviste os i Dansk, og i de tre Aar, vi var hendes Ele­

ver, lærte hun os den vanskelige Kunst, som kun faa tilegner sig: at læse

og forstaa. For første Gang opløste Sprogets kompakte Glosemasse sig i

Enkeltheder. Man saa, at hvert Ord havde en Mening. Jeg husker hen­

des Gennemgang af et Digt om Foraarets Komme . . . . Var det ikke,

som Blomsterne spirede frem af Sneen for ens Øje? Saa man ikke Solen

skinne og Knopperne briste? Mærkede man ikke Vaarbruddet? Nye

Tanker, nye Følelser vældede frem. Man forstod, at et Digt er mere end

en nøgen Beretning. Saaledes fremelskede hun i os — uden at vi vidste

det — Beundring for dansk Sprog og Digtning . . . . Men gennem denne

helt nye Maade at læse paa, kunde det ikke undgaas, at man opdagede,

at der var Ord, der var tomme, intet gav en. Saaledes vakte Frøken

Zahle ikke blot Beundringsfølelse hos Eleven, men ogsaa kritisk Sans.«

(»Tilskueren«

1 9 1 3

).

Man mærker af denne Beskrivelse — som af H. Skrams udførlige Rede­

gørelse (N. Z. S.

147

ff.), at Hovedvægten her — som i Religionsunder­

visningen — blev lagt paa selve det litterære Værk, paa Forstaaelsen, Op­

tagelsen af, hvad der stod deri, for da at lade Forfatteren selv fremstige

deraf.

Og mange var de store Skikkelser i vor Digtning, som paa denne Vis

steg frem. Det var Indholds- og Personlighedspædagogik. Men ikke i vag

Entusiasme. Det var grundig Gennemgang, hvor ogsaa den litterære

Form kom til sin Ret. Hun havde en vis Forkærlighed for Formens

Mestre: for Heiberg og Paludan-Miiller, — den sidste vel tillige for hans

alvorsfulde, moraliserende Holdning. Derimod traadte Oehlenschlåger

noget tilbage for hende, skønt hun gerne fortabte sig i Nordens Oldtids-

aand og lod den lyde gennem Sagalæsning og Grundtvigs Genskabelse.

Som i dette saaledes i al anden Undervisning. Hun brugte ikke stærke

Ord og fremtrædende Virkemidler. Der var — især i ældre Aar — noget

sagte og behersket over hendes Foredrag, som gjorde Ordene troværdige

og indtrængende, støttede af den bløde og dybtliggende, udtryksfulde

Stemme. Hendes »levende Ord« var dog ikke først og fremmest Enetalens,

som let gaar Ørene forbi, men netop det, man har Taleevnen til: Sam­

talen. »Hendes Evne til at samtale var enestaaende,« siger en anden

taknemlig Eærling (Elisabeth Bondesen, »Tilskueren«

1 9 1 3

)- »Hun ejede

Redskabet dertil i en sjælden smuk Stemme og i noget, der er endnu

sjældnere: en udmærket Behandling af Modersmaalet, klare, rammende

2*