21 / 289
NATALIE ZAHLE
l 9
Billede: »Hun underviste os i Dansk, og i de tre Aar, vi var hendes Ele
ver, lærte hun os den vanskelige Kunst, som kun faa tilegner sig: at læse
og forstaa. For første Gang opløste Sprogets kompakte Glosemasse sig i
Enkeltheder. Man saa, at hvert Ord havde en Mening. Jeg husker hen
des Gennemgang af et Digt om Foraarets Komme . . . . Var det ikke,
som Blomsterne spirede frem af Sneen for ens Øje? Saa man ikke Solen
skinne og Knopperne briste? Mærkede man ikke Vaarbruddet? Nye
Tanker, nye Følelser vældede frem. Man forstod, at et Digt er mere end
en nøgen Beretning. Saaledes fremelskede hun i os — uden at vi vidste
det — Beundring for dansk Sprog og Digtning . . . . Men gennem denne
helt nye Maade at læse paa, kunde det ikke undgaas, at man opdagede,
at der var Ord, der var tomme, intet gav en. Saaledes vakte Frøken
Zahle ikke blot Beundringsfølelse hos Eleven, men ogsaa kritisk Sans.«
(»Tilskueren«
1 9 1 3
).
Man mærker af denne Beskrivelse — som af H. Skrams udførlige Rede
gørelse (N. Z. S.
147
ff.), at Hovedvægten her — som i Religionsunder
visningen — blev lagt paa selve det litterære Værk, paa Forstaaelsen, Op
tagelsen af, hvad der stod deri, for da at lade Forfatteren selv fremstige
deraf.
Og mange var de store Skikkelser i vor Digtning, som paa denne Vis
steg frem. Det var Indholds- og Personlighedspædagogik. Men ikke i vag
Entusiasme. Det var grundig Gennemgang, hvor ogsaa den litterære
Form kom til sin Ret. Hun havde en vis Forkærlighed for Formens
Mestre: for Heiberg og Paludan-Miiller, — den sidste vel tillige for hans
alvorsfulde, moraliserende Holdning. Derimod traadte Oehlenschlåger
noget tilbage for hende, skønt hun gerne fortabte sig i Nordens Oldtids-
aand og lod den lyde gennem Sagalæsning og Grundtvigs Genskabelse.
Som i dette saaledes i al anden Undervisning. Hun brugte ikke stærke
Ord og fremtrædende Virkemidler. Der var — især i ældre Aar — noget
sagte og behersket over hendes Foredrag, som gjorde Ordene troværdige
og indtrængende, støttede af den bløde og dybtliggende, udtryksfulde
Stemme. Hendes »levende Ord« var dog ikke først og fremmest Enetalens,
som let gaar Ørene forbi, men netop det, man har Taleevnen til: Sam
talen. »Hendes Evne til at samtale var enestaaende,« siger en anden
taknemlig Eærling (Elisabeth Bondesen, »Tilskueren«
1 9 1 3
)- »Hun ejede
Redskabet dertil i en sjælden smuk Stemme og i noget, der er endnu
sjældnere: en udmærket Behandling af Modersmaalet, klare, rammende
2*