16 / 289
i4
EDV. LEHMANN
Tilfældet. Det var lykkedes denne sjælsfine Kvinde at forene disse Børn
og unge Piger — de fleste fra Byens bedste Familier — til et frit blom
strende Samliv, hvor Undervisningen uden ydre Ordenstvang gled af
sig selv, baaren af indre Tilskyndelser og begejstret Interesse. At optage
en saadan Elite i en allerede bestaaende Skole var en glædelig Begiven
hed, men ogsaa en noget betænkelig Sag, da jo det større Institut ikke
med bedste Vilje kunde indrette sig som en Venindeflok, og den unge
Bestyrerinde tilmed lagde megen Vægt paa en fast Skoleorden. Det gik
da i Begyndelsen heller ikke uden Vanskeligheder og en vis Modstand
fra de nyindkomnes Side. Men her viste Natalie Zahle hurtigt sin For-
staaelse og det, der altid blev hendes Storhed: sin Evne til at drage Lære
af, hvad der fra først af var hende fremmed og overraskende. Henriette
Skram, den mest udprægede og vel ogsaa mest oppositionelle i den nye
Flok, blev besejret af disse Evner og fra nu af Bindeledet mellem de to
Børnegrupper. Naar man ved, hvad hun kom til at betyde for Frøken
Zahle og hendes Virksomhed et langt Menneskeliv igennem, vil man
forstaa, hvilket Blik der har udvalgt hende til denne Fortrolighed, og
hvilken sjælelig Visdom der hører til at føre en pinlig Spænding til en
saadan Udgang. Det bredere Udbytte blev, at Aanden fra Susette Dal
gas’ Skole gik over i det nye Institut, saa vidt et saadant frit personligt
Liv lader sig forene med en Skoleorden, der er anlagt paa at bære langt
større og mere sammensatte Forhold.
Skolen var forbundet med et Pensionat for unge Piger, som efterhaan-
den fyldte alle Ejendommens disponible Rum. Det gjaldt at finde større
Lejlighed, og denne blev funden i det Hus, der længe og i egentligste
Forstand blev denne Skoles Hjem, og dermed den danske Pigeskoles
Højborg: den gamle, smukke Ejendom ved Gammel Strand, der endnu
staar med sine røde Sten og store Vinduer som en af denne Bydels ka
rakteristiske Bygninger.
Det Skoleliv, som førtes her, var idel og glædelig Vækst, men en stille
Vækst, hvilende i sig selv og helt igennem baaret af den Aand og Vilje,
der udgik fra den styrende og skabende Personlighed. I hende boede der
en dobbelt Kraft: en, der drog til sig, modtagende, forstaaende, og en,
der forplantede sig til andre, besjælende og berigende, ofte begejstrende,
men altid evnende at sætte dem i Gang, i Arbejde, nej, i ivrigt optaget,
selvhengivende og glædefyldt Medarbejden paa den fælles Sag. Thi saa-
ledes blev det. Man skal tilbage til Pestalozzis Yfverdun for at finde