183 / 289
KLASSICISMEN
I DET KVINDELIGE GYMNASIUM
Af
OVE JØ RGEN SEN
D
en Gang man gennem Studenterexamen gav den unge Kvinde Ad
gang til Universitetet, havde man kun denne Institution og dens
Krav for Øje. Udover de almennyttige Kundskaber, ønskede man, at
den unge Student gennem Opøvelse til selvstændigt Arbejde og selv
stændig Tænkning skulde forberedes til videre akademisk Uddannelse.
Derfor koncentrerede man Undervisningen om enkelte vanskelige (o:
hjærnetrænende) Fag med et ret stort Timetal. Oprindelig var Skolens
Tyngdepunkt den klassiske Oldtid og Historien. Senere gjorde Mathe-
matik og Naturvidenskab deres Krav gældende, og da man frygtede
Fagtrængslens Værditab, deltes Gymnasiet mellem exakt Videnskab og
den saakaldte Aandsvidenskab. Begge Retninger var i eminent Grad
akademiske. Den mathematiske fulgte Platons Theori, der kun levnede
Videnskaben det, der kan tælles, maales og vejes; den sproglige fulgte
Platons Praxis, der fortrinsvis gav sig af med Sjælens Imponderabilier,
med de Ting, der ikke kan prøves paa Vægtskaalen. Forstandsudviklende
var de to Retninger vel omtrent i lige Grad. De mathematiske og fysiske
Problemer, der er opstillet gennem abstrakt Tænkning, tvinger den unge
Hjærne til Skridt for Skridt at gaa den samme Vej, som ældre og rigere
udviklede Hjærner før den er gaaet. Den maa selv gøre Arbejdet om, og
der er ikke Tale om nogen Genvej. Desuden har den ret afgrænsede Be
skæftigelse med exakte Videnskaber alle Exklusivitetens Fortrin. Enhver,
der har haft at gøre med mathematisk uddannede Studenter, kender
Kvaliteten af deres Skolegang, der kommer dem til Gode, selvom de
senere kommer til at dyrke Aandsvidenskab. Den sproglige Retning lagde
Hovedvægten paa Latin og Græsk, Sprog, hvis Bygning ligger saa fjærnt
fra de moderne, at de alene derigennem bringer den fornødne Hjærne-
træning. Men de har yderligere deres Styrke i Arbejdet med en gennem