184 / 289
1 8 2
OVE JØRGENSEN
Aarhundreder fuldkommengjort Methode. Navnlig den latinske Stil og
senere den latinske Version har vist sig som uforlignelige Opdragere til
Hjærnens Arbejde, ikke mindst for den kvindelige Ungdom, hvis Naturel
er tilbøjeligt til at foretrække Instinktet for Logiken. Den Gang man
kaldte disse Fag for humanistiske, var det kun for at holde dem ude fra
Theologien, og Navnet tilkom i samme Grad de exakte Videnskaber.
Men Artiumsklassernes sproglige Retning fortjener i dybere Forstand sit
Navn, saa vist som den, der arbejder med Tal og Linjer, turde arbejde
mindre menneskeligt end den, der arbejder med Hektor og Andromache,
Xerxes og Themistokles, Sokrates og Platon. Man har indvendt, at den
besværlige Tilegnelse af Formen hindrede eller udelukkede Opfattelsen
af Indholdet, saa at ogsaa den sproglige Retning snarere trænede end
besjælede Hjærnen. Men det gælder sikkert kun Hjærner, der ikke er
anlagt for akademisk Arbejde og derfor helst i Tide gennem Fagenes
Vanskelighed burde ledes over i en naturligere Virksomhed. Ikke den,
der finder Ædelstenen paa Vejen, men den, der med egen Haand har
slebet den, forstaar at vurdere Rigdommen i dens Facetter. Det gamle
Hellas, der dog nyder et vist Ry for Skønhedssans, har præget Ordet:
Det smukke er svært.
Da Læsningen til Studenterexamen takket være Stifterindens storstilede
Selvovervindelse holdt sit Indtog paa N. Zahles Skole, var det for saa
vidt et Brud paa Traditioner, som unge Piger følte sig tiltrukket af en
Undervisning, der var ordnet af Mænd og for Mænd. Men ingen, der
har fulgt Skolen paa nærmere Hold, vil nægte, at de unge Kvinder, der
valgte den akademiske Tornevej, i begge de to Retninger blev fortrinligt
udrustet til deres Vandring. At de gennem deres Skolegang blev tvunget
til at trænge visse specifikt kvindelige Egenskaber noget tilbage, er muligt.
Men det var nødvendigt — og er det, saa længe vi ikke uddanner Kvinder
til Statstjeneste paa en Højskole beregnet for Kvinder. Derimod vil ingen
paastaa, at Læsningen til Studenterexamen ved N. Zahles Skole blev et
Martyrium. I det Gymnasium, hvor den mathematiske Linje prægedes
af Fru Kirstine Meyer og den sproglige af Professor A. B. Drachmann,
var Læsningen ikke — som saa ofte i den samtidige Drengeskole — et
nødvendigt Onde, men en ideal Begejstring. Hvad Frøken Zahle rørte
ved, lykkedes for det meste.
Ligesom det i det mandlige Gymnasium var Opgaven at gøre Logiken
lidt mere følelsesbetonet og stække den ungdommelige Fantasi — den