188 / 289
OVE JØRGENSEN
over ved at lægge en Time til Faget paa Bekostning af anden Kundskab.
Men det lider desværre under mere. Det eneste lovbefalede Indblik i
Verdenskunsten, der forundes Gymnasiet, er forbeholdt en Kunst, der
for Maleriets Vedkommende er fuldstændig tabt, for de andre Kunsters
næsten. Undervisningen i Architektur indskrænker sig væsentlig til det
græske Tempel (o: dets Skal, for til Kærnen kender vi meget lidt), der jo
er ikke saa lidt af en naturstridig Undtagelse, et Skærmbræt, der skjuler
den egentlige Bygning og næppe kan belyse Grækernes Blik for Bygnings
kunst. Hovedvægten burde snarere lægges paa den langt rigere repræsen
terede romerske Bygningskunst, der har været den levende Kilde til al
senere europæisk og islamitisk; men det lader sig næppe naa i det haardt
forspændte Fag.
Langt større Fordele frembyder Skulpturen. Men her er man desværre
ofte faldet for Fristelsen til at undervise i Kunsthistorie, ja selv Kunstner
historie, Begreber, der — endnu i alt Fald — ikke existerer for den antike
Kunst. Atter her imødekommer man i stort Omfang Modernismens
Smag for Andenhaandskunst. Man opstiller en Udvikling paa Grundlag
af Kopier efter Myron, Polyklet, Phidias og søger paa bedste Beskub at
indordne de bevarede Ensembler af dekorativ Tempelskulptur, der for
Grækerne selv stod som noget underordnet. Man synes at savne Blik for,
at det Ideal, der foresvæver den moderne Kunsts Historie som et uop-
naaeligt Gode, Kunsthistorien uden Navne, har Muligheder for at reali
seres i Oldtidens. Vi besidder efterhaanden saa mange første Rangs
Kunstværker fra Oldtiden, at vi roligt kan lade Navne og Kopier ligge
(de tilhører Archæologien, der mærkelig nok er blevet overset af Skolens
Fagtørst) og undervise i Kunstbetragtning. Flere Kunstværker har spillet
en verdenshistorisk Rolle for Kunstens Glanstid: Den belvederiske Torso
(Michelangelo) og den barberinske Faun (Bernini) har været Fødsels
hjælpere for hele Perioder af Verdenskunsten, der var ufølsomme for
Myrons Diskobol. Hvis endelig Kopier skal fremdrages, maa det ikke
være Phidias’ Parthenos eller Praxiteles’ Firbendræber, men den vati-
kanske Apollo og den medicæiske Venus; thi for dem har de største
Kunstnere knælet. Andre Kunstværker har paa forunderlig Maade fore
grebet senere Tiders Kunst. Rubens har ikke kendt det pergamenske
Alter, men den jublende Forherligelse af Legemets Bevægelse er den
samme. Ogsaa her har altsaa Oldtidskundskaben — ringe Tid, men rige