187 / 289
KLASSICISMEN I DET KVINDELIGE GYMNASIUM
(vi driver det til at oversætte svenske Bøger) staar maaske i Forbindelse
med Nutidens bizarre Forkærlighed for at nyde Kunst paa anden Haand
(Film, Grammofon, Radio). Men Gymnasiets Oldtidskundskab er særlig
ilde stedt. Man kan (til Nød) læse Shakespeare og Dickens i danske Over
sættelser; det er virkelig lykkedes at redde noget af de store Sprogkunst
neres Tone og Stil. Men af græsk Litteratur foreligger kun en enkelt til
Skolelekture mindre egnet Tragedie i sproglig og kunstnerisk forsvarlig
Gengivelse. Ellers er Oversættelsen enten korrekt eller kunstnerisk. Det
sidste er naturligvis det værste, og Myndighederne har maattet frabede
sig Langes »Oversættelse« af Aischylos’ »Sonoffer« paa Grund af dens for
svindende Lighed med Originalen, ligesom man har været nødt til at
forsyne de skønne Strofer i Langes »Antigone« med Oplysninger om, hvad
der staar hos Sophokles. Naar man berøver de græske Mesterværker deres
Skønhed og deres Vanskelighed, bliver deres Værdi som Opdragelses
middel formindsket særdeles føleligt. Den Glæde og den Fordel at læse
langsomt faar den nysproglige Elev kun gennem et Skuespil af Shakes
peare. Den engelske Dramatikers Sprogkunst minder saa forbløffende om
Iliadens (som han ikke kendte), at det engelsklæsende Gymnasium efter
Udryddelsen af Homer burde læse ham i større Udstrækning. Hellere
meget af een stor Kunstner end lidt af mange. Det er lettere at læse fire
Værker af Shakespeare end at læse eet. Derimod har de danske Homer-
oversættelser ikke den svageste Lighed med Shakespeare, og Undervis
ningen i Oldtidskundskab er henvist til at belyse den græske Kultur
ikke igennem, men imellem Linjerne. Fagets Oversættelsespensum er at
ligne ved et rigt forgrenet Stativ, der ganske vist i sig selv savner Charme,
men er fortrinlig egnet til Ophængning af Oldtidens sjældneste Frugter.
For saa vidt vilde Faget have passet ypperligt for Frøken Zahles særegne
Pædagogik, som hendes Skole stadig sætter en Ære i at opretholde. Hun
havde et falkeskarpt Blik for den unge Piges aandelige Savn, og naar hun
øjnede svigtende Kundskab eller Forstaaelse paa et eller andet Omraade,
traadte hun øjeblikkelig hjælpende til uden smaalige Hensyn til Pensum
eller Examen. At Fagets Udviklingsmuligheder hæmmes stærkt netop af
den Slags Hensyn, kan man sige sig selv, men det gælder vel alle Fag i
en Examensskole. Dette være ikke sagt som et Angreb paa Examens-
ordningen.
Oldtidskundskabens Arbejde med den monumentale Kunst lider endnu
mere under Tidens Knaphed; ja der er Steder, hvor man hugger Knuden