190 / 289
OVE JØRGENSEN
Kønnet ejendommelige Hukommelse og Arbejdsevne frister til at lære
Oversættelsen udenad. Men heldigvis ligger Sproget saa fjærnt, at den
omtrentlige Oversættelse aldrig kan dække den virkelige Forstaaelse.
Derfor er formentlig Kravet om Oversættelse til et smukt dansk Sprog
yderst uheldigt. Man skal dog ikke lære Dansk i Latintimerne, og jo
smukkere det danske Sprog er, desto mindre er det latinske forstaaet.
Medens den logiske Indtrængen i Sætningsbygningen (Analysen) i Mo-
dersmaalet trætter Eleven, fordi den synes overflødig, naar Forstaaelsen
er til Stede, er Analysen i Latinen en uomgængelig Betingelse for For
staaelsen. Hver enkelt Sætning skal løses som en mathematisk Opgave.
Foruden Sætningsbygningen har ogsaa Latinens Ordforraad sin pæda
gogiske Opgave. Ikke blot hviler al romansk Etymologi paa Latin; Fransk
og Latin er lige saa lidt to Sprog som Oldnordisk og Dansk. Men det
internationale Ordforraad og ikke blot det akademiske er saa gennem
syret med Latin, at det først faar virkeligt Liv og virkelig Sjæl gennem
Kendskab til Kilden. Ord som Nation og Natur er klingende Bjælder
for den, der ikke kender nascor.
Latinundervisningen i Gymnasiets to sidste Aar er væsentlig viet Ind
holdet af de læste Værker. Desværre er Valget (i stærk Modsætning til
Græsk) yderst begrænset; mange Texter egner sig ikke, endnu flere er
altfor vanskelige til det ringe Timetal. Formentlig er store Stykker af et
enkelt særlig egnet Værk at foretrække for mindre af flere. Den latinske
Litteraturs høje pædagogiske Værdi træder navnlig frem paa to Omraader.
Den latinske Kultur er saa alsidigt opbygget paa den græske, at den
muliggør, ja nødvendiggør en vidtgaaende Parallelisering og derigennem
aabner et langt intensivere Indblik i den samlede antike Kultur end Old
tidskundskaben (Ciceros Verrinske Taler, Senecas Breve). Men paa den
anden Side er den latinske Kultur saa uløseligt sammenvoxet med den
moderne dels ved direkte Indgriben og Fortsættelse, dels ved Parallelisme,
at Faget ikke blot tillader, men paabyder stadige Udflugter til Nutiden
for at klarlægge den historiske Sammenhæng i Menneskets Udvikling.
Paa det sidste Punkt har Latinen maaske endda paa den nysproglige
Linje et Forspring for den klassiske, fordi de klogt begrænsede Fordringer
giver Undervisningen større Spillerum. Ogsaa dette Fag vilde have til
talt Frøken Zahle, for hvem i Sandhed intet menneskeligt var fremmed,
ved sin almene Humanisme.
Bibeholdelsen af Latinen i det nysproglige Gymnasium skyldes næppe i