Previous Page  190 / 289 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 190 / 289 Next Page
Page Background

OVE JØRGENSEN

Kønnet ejendommelige Hukommelse og Arbejdsevne frister til at lære

Oversættelsen udenad. Men heldigvis ligger Sproget saa fjærnt, at den

omtrentlige Oversættelse aldrig kan dække den virkelige Forstaaelse.

Derfor er formentlig Kravet om Oversættelse til et smukt dansk Sprog

yderst uheldigt. Man skal dog ikke lære Dansk i Latintimerne, og jo

smukkere det danske Sprog er, desto mindre er det latinske forstaaet.

Medens den logiske Indtrængen i Sætningsbygningen (Analysen) i Mo-

dersmaalet trætter Eleven, fordi den synes overflødig, naar Forstaaelsen

er til Stede, er Analysen i Latinen en uomgængelig Betingelse for For­

staaelsen. Hver enkelt Sætning skal løses som en mathematisk Opgave.

Foruden Sætningsbygningen har ogsaa Latinens Ordforraad sin pæda­

gogiske Opgave. Ikke blot hviler al romansk Etymologi paa Latin; Fransk

og Latin er lige saa lidt to Sprog som Oldnordisk og Dansk. Men det

internationale Ordforraad og ikke blot det akademiske er saa gennem­

syret med Latin, at det først faar virkeligt Liv og virkelig Sjæl gennem

Kendskab til Kilden. Ord som Nation og Natur er klingende Bjælder

for den, der ikke kender nascor.

Latinundervisningen i Gymnasiets to sidste Aar er væsentlig viet Ind­

holdet af de læste Værker. Desværre er Valget (i stærk Modsætning til

Græsk) yderst begrænset; mange Texter egner sig ikke, endnu flere er

altfor vanskelige til det ringe Timetal. Formentlig er store Stykker af et

enkelt særlig egnet Værk at foretrække for mindre af flere. Den latinske

Litteraturs høje pædagogiske Værdi træder navnlig frem paa to Omraader.

Den latinske Kultur er saa alsidigt opbygget paa den græske, at den

muliggør, ja nødvendiggør en vidtgaaende Parallelisering og derigennem

aabner et langt intensivere Indblik i den samlede antike Kultur end Old­

tidskundskaben (Ciceros Verrinske Taler, Senecas Breve). Men paa den

anden Side er den latinske Kultur saa uløseligt sammenvoxet med den

moderne dels ved direkte Indgriben og Fortsættelse, dels ved Parallelisme,

at Faget ikke blot tillader, men paabyder stadige Udflugter til Nutiden

for at klarlægge den historiske Sammenhæng i Menneskets Udvikling.

Paa det sidste Punkt har Latinen maaske endda paa den nysproglige

Linje et Forspring for den klassiske, fordi de klogt begrænsede Fordringer

giver Undervisningen større Spillerum. Ogsaa dette Fag vilde have til­

talt Frøken Zahle, for hvem i Sandhed intet menneskeligt var fremmed,

ved sin almene Humanisme.

Bibeholdelsen af Latinen i det nysproglige Gymnasium skyldes næppe i