65 / 183
65
Theorier om Storindustriens, Storhandelens og Skibsfartens afgørende Betydning for Landets
økonomiske Velfærd. Men, medens den protegerede Manufakturerne ved Monopoler, Privilegier,
Toldbeskyttelser, Indførselsforbud og paa andre Maader, der paa det føleligste skadede det øvrige
Erhvervsliv, saa den Storhandelens Trivsel i, at der gaves saa mange som mulig Adgang til at
udøve den. Den søgte saaledes at opmuntre
fremmede Købmænd til at nedsætte sig her
ved at give dem betydelige Lettelser, ja endog
de kongelige Betjente admitteredes Adgang til
at udøve Handelsvirksomhed.
Forordningen udtaler saaledes straks i
sin § 1: »
Alle maa
eje bruge og have Skibe
og Skibsparter samt
handle
i stort eller en
Gros med hvad Varer dem lyster uden at være
forbunden til visse S la g s ............. «.
Og ved Reskript af 27. December 1748
fastsloges det yderligere, at Groshandlerne ikke
var pligtige at aflægge Borgered eller at for
rette Byens Bestillinger.
Hermed var Groshandelen givet fri —
en Frihed, der forøvrigt vedvarede lige indtil
1817, da Anordningen om Handelsberettigelse
af 23. April s. A. foreskrev, at der ogsaa skulde
vindes Borgerskab paa Grosserernes Handels
ret, hvor ikke særlige Omstændigheder talte
for en Undtagelse.
Een Betingelse stillede Kommerceforord-
ningen af 1742 dog Engros-Handleren; han
skulde lade de Varer, han handlede med,
komme fra første Haand, »og
intet Oplag
skulde forundes paa nogen Slags Varer uden
paa dem alene, som med
indenlandske Skibe
fra første Haand vorde indbragte«. — Men iøvrigt gav Forordningen Groshandleren »fuldkommen
Frihed, uden nogen Slags Tvang eller indbyrdes Forbindtlighed sin Handel for sig selv at drive
ligesom han vil«.
For dog at imødekomme Stadens egentlige Groshandlere noget overfor deres ovenfor om
talte Ønsker med Hensyn til Særrettigheder og Organisation opstillede Forordningen en særlig
Klasse indenfor Groshandlernes større Kreds:
de virkelig indskrevne Groshandlere
, de fremtidige
Bærere af Storhandelen herhjemme.
For at blive virkelig
indskreven
Grosserer fordredes ifølge Forordningens § 11, at Vedkom
mende ejede Skibe og Skibsparter samt, at de Paagældende havde vundet Borgerskab som saadan
eller, forsaavidt de ikke egentlig var Borgere, at de var oplærte ved Købmandsskab og vedlige
holdt Kontorer og udenlandsk Korrespondance.
Disse indskrevne Grosserere fik den Forret fremfor de andre Groshandlere, at de maatte
sælge i mindre Kvanta end disse (mindste Værdi for ubenævnte Varer saaledes 20 Rdl. mod
50 Rdl.).
9