68 / 183
68
Under disse Omstændigheder blev
Formanden og de Ældste,
Formandsskabet for de køben
havnske Grosserere, en Institution, der erhvervede sig en vis Anseelse og Position.
Allerede i sit første Møde den 31. August 1742 havde det haft til Behandling en Betænkning
til Magistraten og Ober-Admiralitets-Kollegiet angaaende et af dette til Kongen stillet Forslag om
de saakaldte Apprentisser (Sølærlinge), og det fremgaar af de af Formandsskabet omhyggelig førte
Kopibøger, hvorledes Regeringen og Magistraten mere og mere benyttede sig af dettes Sagkyndighed
og ved at forelægge det Sager af større merkantil Interesse til Betænkning respekterede det som
et — omend i saa Henseende ulovbestemt — konsultativt Handelskammer. Ikke mindre Betyd
ning fik Formandsskabet ved sine Indstillinger og Betænk
ninger angaaende Konsulatsforhold og ved sin responderende
Virksomhed, gennem hvilken det præciserede den danske
Handelsret og dermed skabte Grundlaget for Nutidens saa
talrige Love paa dette Omraade. Det første Responsum af
gaves den 10. September 1757.
Formanden og de Ældste — og Grossererne med dem
— saa fra Begyndelsen ganske naturligt deres første og
væsentligste Opgaver i at værne om de egentlige Gros
sereres Næringsrettigheder og at paapege de Farer herfor,
som Ivommerceforordningen kunde foranledige. I saa Hen
seende havde man jo navnlig Opmærksomheden henvendt
paa den vide Adgang til Handelsberettigelse en gros, som
Forordningen etablerede.
I sin første Henvendelse af 24. September 1742 til Magi
straten paapegede saaledes Formandsskabet, hvorledes For
ordningen var egnet til at skabe et Handelsproletariat, der uden at besidde Fagkundskab og uden
at bære Borger-Byrder vilde fortrænge den gamle solide Handlende, »saaat Handelsborgernes Tal
med Tiden vilde henfalde til Intet«.
Formandsskabet henstillede derfor bl. a., at Ret til at drive Engros-Handel ubetinget gjordes
afhængig af, at Vedkommende ejede Skib eller Skibsparter af en vis Mindsteværdi, og at Retten
— i alt Fald for dem, der ikke var egentlige Borgere — yderligere betingedes af, at de dokumen
terede at have gennemgaaet en Læretid ved Handelen.
Paa denne sin Henvendelse fik imidlertid Formandsskabet det lidet trøsterige Svar (31/2 Aar
efter) fra Kommerce-Ivollegiet, »at man sig derudi ikke videre kunde indlade, men Vedkommende
maatte sig allerhøjst bemeldte Forordning efterretteligholde«.
Frugtesløse var ogsaa de senere gentagne Forsøg paa at formaa Regeringen til nærmere at
præcisere Kommerceforordningen og beskytte Grossererne i deres Handel og Organisation —
Forsøg, der gav sig Udslag i en Række forskellige Forslag til Reformer, som svingede fra Gros-
og Detailhandelens ubetingede Sondring, med Lavstvang og Privilegier for et Grosserer-Societet
og dettes Medlemmer, til fuldstændig Næringsfrihed — med Mellemstandpunkter som at Gros
sererne skulde have Ret til den aabne Bod ligesom Detailhandlerne, eller at man skulde vende
tilbage til den gamle Tilstand ifølge Forordningen af 16. April 1681.
Regeringen lod sig imidlertid ikke bøje, og paa et givet Tidspunkt synes det, som om
Formandsskabet var blevet træt. Efter at det yderligere havde oplevet den Skuffelse, at den af
Heinr. Carl Schimmelmann oprindelig udkastede Plan om Oprettelsen af en Frihavn i København
med de til denne Plan knyttede store Fordele for dennes Handelsstand, var bleven skrinlagt,