67 / 183
67
som Grosserer, først ansøgte Formandsskabet om den fornødne Attest, der i Almindelighed gik
ud paa, at Vedkommende ejede Skibe eller Skibsparter og var oplært ved Handelen og udenlandsk
Korrespondance. Med denne Attest henvendte den Paagældende sig herefter til Magistraten om
Borgerskab, der som Regel kun meddeltes, naar Attesten var fyldestgørende.
De Borgerskaber, der udstedtes fra 1742, lød alle paa »Grosserer«. Af saadanne Borger
skaber løstes:
1746—1750 ..................................... 15
1751—1760 ................................... 27
1761—1770 ...............
31
1771—1780 ..................................... 36
1781—1790 ..................................... 44.
Tallet er ikke imponerende, men paa den anden Side omfatter det Stadens betydeligste
Handlende.
Nævnes kan det her, at J. P. Suhr, der i 1753 som Hørkræmmer havde søgt om at blive
Grosserer, hvilket Formandsskabet bestemt havde modsat sig, saalænge han drev Krambod, i
1767 lod sig indskrive som Grosserer. Dette skete kun mod, at han opgav sin Detailhandel og
aabne Bod, hvoraf fremgaar, hvilken Vægt man paa dette Tidspunkt tillagde Grossererborgerskabet.
Dette havde Niels Ryberg erhvervet 1753, Fr. de Coninck, J. L. Zinn og Andreas Bodenhoff 1765.
Vi ser nu ogsaa, hvorledes Grossererne mere og mere træder i Forgrunden. De nævnes
som Stand —
uofficielt
træffer vi denne betegnet som »Grosserersocietetet«.
Som det vil erindres af Kommerceforordningens § 11, havde det imidlertid ikke været
Regeringens Tanke at skabe noget egentligt Societet med Særrettigheder, end ikke en Forening,
der kunde optræde udadtil eller samle Medlemmerne. Det, Forordningens § 11 indstiftede, var
kun et
Formandsskab
(Formanden og de ældste), et Raad, som Grossererne og Autoriteterne kunde
»henholde sig til«. De indskrevne Grossere havde overfor dette kun Valgretten, men iøvrigt var
det Formandsskabet, der havde Bestemmelsen, om og hvorvidt den vilde forelægge noget til De-
liberation. Ej heller havde Grossererne — udover Valgretten — særlige indbyrdes Rettigheder
eller Forpligtelser. Noget Kontingent var ikke forudsat, et særligt Sekretariat eksisterede ikke.
Grossererne havde end ikke nogen Mødepligt, lige saa lidt som Formandsskabet havde nogen
Myndighed overfor dem.
At samle Grossererne under disse Forhold var naturligvis ikke altid let for Formandsskabet.
Langt fra alle gav Møde ved de indkaldte »Generalforsamlinger«, dog ses det, at der stadig
har været en trofast Stab af de betydeligste Handelsfirmaer, der sluttede sig sammen om Formands
skabet. Dette søgte ogsaa til enhver Tid ikke blot Samraad med Kollegerne, men gjorde dem
delagtige i alle vigtigere Ekspeditioner og lod ogsaa disse udgaa med deres Medunderskrift.
Ganske naturligt betragtede Grossererne herefter Formandsskabet som deres Ordfører og sig selv
som en Korporation — hvortil ogsaa bidrog, at saa mange Forhold knyttede dem til hverandre
til Forfølgelse af fælles Interesse, det være sig saavel i Opgangens som i Nedgangens Tider.
Den Disciplin, som ogsaa i vore Dage karakteriserer Grossererstanden, baade indenfor dens
Forretninger og dens Foreninger, fornægtede sig ej heller her i Forholdet til Formandsskabet, og
trods dettes i højeste Grad ulovbestemte Stilling og Grosserernes Mangel paa Lyst til at give Møde
under Samlingerne, ses der at have hersket almindelig Tillid til og Respekt for dette Ira Gros
serernes Side. Formandsskabet beklædtes paa den anden Side ogsaa af Standens bedste og mest
anerkendte Mænd.
9
*