69 / 183
69
besluttede Formandsskabet, Peter Borre, Niels Ryberg og Peter Fenger, sig til i November 1772
at nedlægge deres Hverv, hvorefter man meddelte Magistraten dette med Tilføjelse af, at Gros
serernes Valgforsamling samtidig havde vedtaget ikke med det første at udvælge Formand og
Ældste, »siden hverken disse eller deres Forgængere havde kunnet udrette noget til at bringe
Engros-Handelen i Orden eller faa Forordningen af 1742 bragt til Udførelse«.
At Magistraten imidlertid ikke underkendte deres Hverv, ser man af dens Svarskrivelse af
30. s. M.: ». . . . men da vi formode, at de højt
ærede og gode Herrer selv indseer, at det især i
disse Tider, da der visselig angaaende Handelen
kan forefalde adskilligt at overveje, er højst for
nøden, at der er Formand og Ældste for Gros
sererne paa det man i forefaldende Ting kan have
nogle Visse at adressere sig til og erholde Oplys
ninger af, saa paatvivle vi ikke, men gøre os for
vissede om, at de højtærede og gode Herrer vedblive
indtil videre at være Formand og Ældste for denne
Stads Grosserere«.
Borre og Fenger lod sig herefter bevæge til at
blive som Ældste; i Rybergs Sted valgtes Chr. Han
sen som Formand.
Og Klagerne forstummede. Den københavn
ske Grosserer skulde faa andet at tænke paa end
Detailhandlerens Naalestik eller Stridighederne med
Mæglerne og Pramsætterne, som havde optaget en
stor Del af Formandsskabets første Tid. Der kom
nu Tider — uanede Tider for dansk Storhandel og Fragtfart — hvor den danske Handel under
den amerikanske Frihedskrig og Revolutionskrigene førtes ind paa Verdensmarkedet, og hvor de
største Opgaver syntes at smile den driftige Købmand i Møde.
Forsmagen paa de gyldne Tider havde dog den københavnske Grossereralleredeprøvet,
Erfaringerne havde han alt indhøstet under Frederik V og dennes Udenrigsminister Johan Hartvig
Ernst Bernstorff.
I Kommercekollegiets Skrivelse af 21. Februar 1754 havde Bernstorff givet Formanden og
de Ældste et afslaaende Svar paa et af de ovennævnte Forslag, »men i Fald de til Handelens
Forbedring og Nytte kunde foreslaa et andet og bekvemmere Middel, saa ville vi søge samme
efter Omstændighederne at understøtte og befordre«. Og han holdt sit Ord, omend detblev ham
selv, der gennem sin Handels- og Udenrigspolitik kom til at anvise de nye Veje.
Det skyldes saaledes de Traktater, der fra Statens Side under Bernstorff og hans Forgæn
gere var indgaaede med Tyrkiet, Neapel, Genua og de afrikanske Sørøverstater, at der nu opstod
en levende og meget indbringende dansk Handel og Fragtført paa Middelhavet. 1754 overtog
Staten det vestindisk-guineiske Kompagnis Aktier med dettes Aktiver og Passiver. Samtidig blev
Handelen paa Vestindien givet fri, hvilket naturligt medførte et stort Opsving al Handelen paa
Kolonierne. Mindre heldigt gik det de tvende med saa store Forventninger stiftede Kompagnier:
det afrikanske og det almindelige Handelskompagni; det asiatiske Kompagni havde derimod sine
store Dage, hvad dets Gave til Kong Frederik V : Rytterstatuen paa Amalienborg Plads — der alt i
alt omsat i Nutidens Mønt kostede Kompagniet c. 3 Millioner Kroner — tilstrækkelig vidner om.