119 / 180
i o 8
noget med Filipsen ligesom Karantinbetjenten
inde i Dragør.» —
Men det blev ikke derved. I Briissel, hvor
man ugerne distanceres af Paris, gik Folk hen
og hørte «den Stumme i Portici,» fik Fut i
Blodet, raabte Hurra for Belgien, gav Holland
et Pereat, fordrev Soldaterne og anmodede de
ægte Genevermænd om at forsvinde. De for
svandt, men glemte ikke paa Vejen til Haag
at aflægge Visit i Antwerpen, som først gav
sig, da Franskmændene kom deres saakaldte
Brødre i Belgien til Hjælp.
Der var dog intet, som havde større In
teresse end Polakkernes Opstand mod Russerne.
Aldrig har noget udenfor mit Fædreland lagt
Beslag paa mig som denne Kam p , og aldrig
har noget i andre Staters Historie pint mig
mere, end at Polakkerne bleve uenige og igen
maatte under Aaget. —
Dette Vingeslag ude fra lettede imidlertid
lidt paa vore egne forkrøblede Forhold, og
hurtig gav Frederik VI os raadgivende Stæn
der, ikke mindre end fire, en i Roskilde, en i
Viborg, en i Slesvig og en i Itzehoe.