121 / 180
I IO
kende havde drejet sig om Teatret. Thi, det
være sig Dag, det være sig Nat, det være
unge, det være gamle, det være Folk, der
havde Kunstsans, det være Dummerhoveder
med ikke Spor af Begreb om Skuespilkunstens
virkelige Natur, saa gik, om je g saa maa sige,
Sludderen ustandselig om Teatret, og uden
dette — vi havde kun ét — vilde Konversa
tionen have været paa Randen af Fallit.
For nylig har en yngre Forfatter, saa ud
førlig levendegjort dem, som dengang forher
ligede det Kongelige Teater, at der næppe
kan være mere at sige desangaaende. Og dog
krible mine Fingre efter at skrive lidt om dette
vort Afgudstempel, til hvilket vi alle svore, og
som, idet mindste for mig, var den eneste For
bindelse med et højere Aandsliv, ukendt som
jeg var med al Slags Literatur og Poesi. Det
gamle Teater staar derfor i min Erindring med
en saadan Nimbus, at je g , om ikke af anden
Grund, saa af Taknemmelighed, maa af med
et Par Smaabemærkninger, af hvilke dog flere
angaa en noget senere Tid.
Operaen stod ikke højt i Cours, efter at
Cetti var bleven for gammel, og «Robert af