120 / 180
1 0 9
Dengang fandt man, at meget af, hvad
der blev sagt i Stænderne, var altfor nærgaa-
ende, og de gamle Parykker vare i højeste
Grad indignerede over de mange frisindede
Udtalelser og Forslag. Læser man derimod
nu i en Stændertidende, synes man, at Tonen
er til Latterlighed spagfærdig.
Men saadan
gaar det. Om hundrede Aar eller før, vil man
le sig fordærvet over alt vort nuværende Kine
seri — forudsat man ler.
Da jeg spurgte min franske Lærer, Pro
fessor Abrahams, om hvad Stænderne vilde
gøre, hvis deres Raad ikke fulgtes, svarede
han: «Første Gang vil man finde sig deri,
maaske ogsaa anden Gang, men tredje.» —
«Ja, hvad ville saa Stænderne gøre, Hr. Pro
fessor?» — «Det er et Spørgsmaal, men det
vil jeg lade Stænderne om,» og lige klog var
jeg. Imidlertid har man dog allerede dengang
tænkt sig noget, der lignede ikke at ville taale alt.
Den Interesse for Statsstyrelsen, der begyndte
at gjøre sig gældende, bidrog ikke lidt lil at
sætte Liv i de sociale Forhold og navnlig til
at bringe et nyt Moment ind i den selskabelige
Konversation, der hidtil saa godt som udeluk