123 / 180
I 1 2
den saa højt, at Valdemar, Sylfiden, Napoli og
Toreadoren altid fyldte Huset til op under Taget.
Men hertil bidrog ogsaa Lucilie Grahn ved sin
Ynde og Gratie, og at se hende som Sylfiden
i Vinduet over Døren midt for Scenen kunde
ikke glemmes. Hun forlod os, men opnaaede
aldrig ude, at blive hvad hun havde været hjemme.
I Paris saa’ jeg hende danse sammen med Ce-
ritto og Carlotta Grisi, alle tre som Koryfæer.
Dog, hvilken Forskel mellem dengang og før;
den var som mellem en opstrammet Manégehest
og Føllet i Frihed.
Men det var de forskjellige Slags Skuespil,
saaledes som de bleve spillede, der var T e
atrets Sol, og fra den udstraalede Navne som
Ryge, Lindgren, Frydendal, Winsløv, Rosen
kilde, Fru Heiberg og Fru Nielsen.
Ryge
, der havde været Læge, var Nummer
et af alle disse etter. Han spillede Hakon
Jarl og en Fraadser lige mesterlig, og det er
svært at sige, om man var mere betaget af
Hakon, end nærved at revne af Latter, naar
han slog Gækken løs som «Saft» i Sove-
I
drikken. Ryge gengav Menneskene, som om
han med sin Doktorkniv havde obduceret