124 / 180
dem og snittet dem Karakteren hel og holden
ud af Livet. A t hans Datter iøvrigt ogsaa
kunde spille baade fint og godt, er intet Under;
Æblet falder jo, o. s. v. —
Da jeg saa’
L ind g ren
, begyndte han at
blive gammel, men ikke desto mindre staar
hans Jeppe og hans Arv lyslevende for mig,
og hans Spil stod saa højt, at Professor Phister
har sagt mig, at i flere Roller havde han aldrig
naaet Lindgren; og hvad kunde Phister ikke
naa? —
I hvor mange Roller glimrede ikke
Carl
Winsløv,
men aldrig mere, end da han fejrede
sin sidste Triumf og spillede Kongen den ene
Gang, Ludvig den ilt e gik. Forestillingen var
gruopvækkende, og ved Tæppets Fald efter
femte Akt, sad hele det fyldte Hus som lyn-
slaaet, fastnaglet til Bænken uden at sige et
Ord. Gennemisnet og fuld af Rædsel over det
Billede, Winsløv havde malet af den frygtelige
Konge, kunde ingen rejse sig eller tænke paa
at gaa, da der rned ét, som om en elektrisk
Gnist havde antændt de lamslaaede Livsaander,
udbrød et tusendstemmigt, stormende Bifalds-
raab. Og det galdt Winsløv og kun ham.
8
H 3