130 / 180
i i
9
sig i det lange Haar og traadte høflig og be
skeden ind med Hatten i Haanden som til
Selskab.
Puh! Det første Indtryk fik man gennem
Lugteorganet, men ikke af Marmor og Porfyr,
nej, af skinbarlige Mennesker; men havde man
trukket Vejret et Par Gange og faaet Duften
rigtig godt tillivs, befandt man sig fortræffeligt
i denne Menneskesti, klar til at mønstre alt,
hvad Apolio havde forundt os paa vort kære,
gamle Charlottenborg.
Dog, det levende har altid Fortrinet frem
for det,som
mangler Ben at gaa paa, og jeg
tilstaar, at førend jeg gav mig i Lag med Kunsten,
denne Menneskeværkets Blomst med Gud
dommens Stempel, var det Damernes Tur at
faa en lille Overhaling.
Da den var over-
staaet, faldt mit Øje paa to Herrer foran en
hvid og en gul Buste.
«Hør Du,» sagde den mindste, «Du er
s’gu meget blegere*), end Bissen har gjort
*) Naar Blegheden i Busten berørtes, er det ikke umu
ligt, at det var med den Bagtanke, at Bissen for at
faa mere Liv i den døde Masse kunde have sat lidt
Kulør paa sit Marmor, ligesom de gamle i sin Tid af