131 / 180
I 2 0
Dig.» — «Ja det kan gerne være; men saa
har han til Gengæld gjort Dig meget mindre
gul end Du er.» — «Tak for den.» — «Ja,
selv tak,» og saa vendte de sig saa gesvindt
om, at de nær havde traadt mig paa Tæerne.
Hurtigt gjorde jeg ret for den mindste, der
venlig sagde: «Det gik ikke iaftes.» — «Hvil
ket Hr. Etatsraad?» — «Aah, den dumme
Synaal vilde jo ikke svømme oven paa,» og
dermed forsvandt de i den næste Sal.
Det var to Mænd, som selv en Søkadet
havde L ov at kende. Den ene havde i sine
og til gjorde, og hvis Nytte Bissen ikke var. uvillig
til at anerkende, forudsat det ikke gik paa Sandhedens
Bekostning.
Stundom maatte Bissen dog selv, hvor nødigt han
end vilde, lyve lidt. Da han havde fuldført Caroline
Amalies Buste i Ler og givet den fire Rynker, saaledes
som Faktura udviste, havde den yngste Hofdame aldrig
set, at Enke-Dronningen havde flere end tre, den
ældste ikke flere end to, og Overhofmesterinden var
vis paa, at var der én, var der ikke flere. Da Bissen
derpaa fremstillede Busten for hendes Majestæt med
den ene frelste Rynke, sagde Dronningen paa sin elsk
værdige, ligefremme Maade: <Hør Bissen, kan Busten
ligne, naar den maa undvære tre af mine Furer, kan
den saamænd ogsaa miste den fjerde.» Og Panden
blev glat som et Barns, men lignede lige godt; det
var gamle Bissen Mand for, som ingen anden.