127 / 180
saa ustyrlig, at jeg har set det stakkels Menneske,
som aldrig fik Examen — Trop naturligvis —
op ad Prosceniet paa Vejen til den Kongelige
Loge for at fange en Flue, der skulde agere
Dyret i «Recensenten.»
Som Ryge kunde Rosenkilde spille helt
forskelligartede Roller, og han var lige ufor
lignelig som den flabede, uvorne Skoledreng
Plans Mortensen og som den gamle Michel
Perrin med den evigunge, rene Barnesjæl.
M-en har jeg talt saaledes om disse Herrer
i Aandens Rige, hvorledes skal jeg da finde
de rette Ord, naar jeg tillader mig at gøre
Bemærkninger om Fruerne
Heiberg og N ielsen?
Begge disse Damer havde naaet Kunstens
Toppunkt; og dog er jeg nær ved at tro, at,
ihvor højt de stode paa Scenen, glimrede de
om muligt endnu mere uden for denne, og da
navnlig i Hjemmet.
Den Aandens og Hjærtets Dannelse, de
besade, gjorde, at enhver Rolle i deres Hæn
der kom til sin fulde Ret og slog an baade
paa Hjærte og Forstand.
Det var et uerstatteligt Tab, da Døden
tog Fru Nielsen, og Fru Heiberg forlod Teatret.
1 16