125 / 180
ii4
Desto værre blev det en Afskedshilsen.
Dødssyg kørtes den fejrede Kunstner hjem for
aldrig mere at betræde Scenen.
Da Winsløv, der havde spillet Zierlich i
Aprilsnarrene paa den ham ejendommelige
Maade, var død, og Phister overtog Rollen, var
man forarget over, at han formastede sig der
til ; men det gik og brillant.
Naar
Frydendahl,
denne fint anlagte, og
i sit Væsen fornemme Mand, spillede Komedie,
syntes det at være et Galanteri, han viste Pub
likum, der paa sin Side med ærbødig Tak og
under stadig Latter modtog, hvad han gav til
bedste. Det var med Frydendahl som med en
af vore nuværende Skuespillere •, han kunde ikke
løfte en Haand uden at alle lo.
Men gav
Frydendahl Winther i «Et Æventyr i Rosen
borghave» og kom ind med en Rose i Munden,
slap man ikke med at le. I det Nu, Winther
viste sig, udbrød, som om en Mine var sprun
gen, en jublende Skoggerlatter, og alle reves
med som af en Stormvind.
Det var næsten
mere end mange kunde døje, og ikke faa
maatte holde sig for Maven, saaledes virkede