191 / 274
184
at faa Stoffet lagt til rette paa en saadan Maade, at det bliver prak
tisk anvendeligt for dem. Vægten lægges derfor paa Overblik og
Forbindelseslinjer, medens de brogede Enkeltheder træder tilbage. I
Litteraturhistorie er Formaalet saaledes at vise Gangen i vort Aands-
livs Udvikling med Fremhævelse af de Afsnit og nogle af de For
fattere, som har størst almindelig Betydning. Dr. Rønning plejer
saaledes efter Samraad med Deltagerne særlig at dvæle ved de Dig
tere, hos hvem det etiske er stærkt fremtrædende (f. Eks. Hauch og
Paludan-Muller). End mere Tid og Kræfter anvendes paa selve Lit
teraturen, hvis Hovedværker gennemgaas i Samtaler eller i Foredrag
af Deltagerne, idet hver af dem faar sit Digterværk at gøre rede for.
Sprogets Historie gennemgaas, men kun i Hovedtrækkene, og der
holdes grammatiske og analytiske Øvelser, men saaledes, at de uvæsen-
ligere Ting, »Finesserne«, ikke kommer i Betragtning, medens Hoved
punkterne uddybes, og fremfor alt saaledes, at den mekaniske Be
handling afløses af Selvtænkning og en for grammatiske Etiketter
frigjort Iagttagelse. Tillige tages metodiske og praktiske Spørgsmaal
op, som vedrører Faget: Stilskrivning, Undervisning i Sproglæren
osv. Derved tilføres der Kursus’et en praktisk-pædagogisk Bestand
del; men under dette betones det for øvrigt med Styrke, at i Folke
skolen maa Oplæsning samt Forstaaelse og Gengivelse af det læste
altid blive Hovedsagen.
Stoffet behandles dels foredragsvis, dels i Samtaler. Særlig lægges
der Vægt paa Samtalerne, og der gøres alt for at Deltagerne kan
blive saa aktive som muligt. Derfor er det, at den enkelte faar sine
særlige Opgaver, som det ovenfor er meddelt. For Afslutningsholdet
er disse Opgaver endog tildelte Aaret forud, saa at hver især har
rigelig Tid til at fordybe sig i Emnet. Endvidere gør man alt for
at give Deltagerne Lyst til at spørge om Raad og Vink. Et Fag som
Modersmaalet stiller derfor, faglig og pædagogisk, store Krav til
Kursuslæreren.
Oldnordisk
ha r aldrig haft noget stort Tal af Dyrkere paa de korte Kursus. I
den ældre Tid var det kun 1—2, der ad Gangen fik Undervisning i
Faget, og det var Professor K.
G is la s o n ,
der var Lærer heri; hvad
der er sagt om hans Undervisning paa det Monradske Kursus (S. 65)
gælder ogsaa her. Fra 1873 blev Mag. art. C. E.
S e c h e r
Lærer, og
i de følgende 6 Aar var Deltagernes Tal større, ja gik endog op til 8.
Efter Sechers Død (1888) gaves der i nogle Aar ikke Kursus i Faget.
1892 genoptoges Kursus’et med Mag. art. P. K.
T h o r s e n
som Lærer;
men det havde kun 1—2 Deltagere og afholdtes sidste Gang 1898.
Da Kursus’et oftest strakte sig over 3 Sommerferier, kunde der ud
rettes ikke lidet. Der gjordes udførlig rede for Oldnordisk Formlære