113 / 345
Tingenes Ret. Her behandles først Inddelinger af Ting og Tingenes
Ret dernæst Ejendom i Almindelighed, offentlige Ting i Særdeles
hed, offentlige Stifteisers Ting, ingens Ting, visse Forretter, der
forundes Ting tilhørende Kongen, offentlige Stiftelser m. v., og
sluttelig private Ting i Almindelighed. Der sluttes med et Tillæg,
stort 170 Sider, til alle 3 Bind, altsaa Noter til Noter, hvorved det
hele just ikke blev mere overskueligt.
Til yderligere Forsvar for foreløbig at standse Planens Gennem
førelse — det samme Ørsted havde maattet gøre med Skriftet om
Trykkefrihedens Grænser — henvises der til, at Skriftet om Tyveri
kunde anses som en Del af Supplementet samt at en hel Del Stof
var meddelt i Afhandlinger i Juridisk Arkiv og ogsaa noget i Ind
ledninger i Formularbogen. „Jeg tør derfor tro,“ skriver han, „at
det, saafremt en lykkelig Forandring af Omstændighederne vilde
sætte mig i Stand til at anvende 2 å 3 Timer daglig paa Supplemen
tet, skulde blive mig muligt i faa Aar aldeles at tilendebringe dette
Værk, hvorefter det ej skulde vare længe med det nye System.“
Planen til et saadant, altsaa en original sammenhængende Fremstil
ling af hele den gældende Ret fastholder han saaledes paa dette
Tidspunkt. Som Momenter, der talte for at fortsætte Udgivelsen,
henviser han til „den lykkelige Vending, som min Sundhedstilstand
i de senere Aar har taget,“ til sit indsamlede juridiske Stof og til
det hædrende Bifald, sagkyndige havde skænket hans videnskabe
lige Bestræbelser43). I Kjøbenhavnske lærde Efterretninger for
1810 har en anonym Recensent indgaaende og meget anerkendende
anmeldt Tyveriafhandlingen og det udkomne af Juridisk Arkiv og
Supplementet44). Det maa erkendes, at Ørsted var saa heldig at
henvende sig til en særdeles forstaaende Læsekreds. Naar Recensen
ten retter nogle Indvendinger mod Stilen, maa man vistnok give
ham Ret: den kunde have vundet i Letforstaaelighed ved større
Sammentrængthed, og ved Sondring mellem egen Fremstilling og
Imødegaaelse af Indvendinger. I det hele havde Forfatteren vel
ikke haft Tid og Lejlighed til at ofre altfor megen Opmærksomhed
paa Formen for alle de nye Realiteter, han havde paa Hjerte. Det
havde først og fremmest været nødvendigt for ham at foretage sin
Indsamling af Materialier. Nævnte Recensent vilde „ikke tilbage
holde det Ønske, at Forf. i sin litterære Virksomhed vilde bestige
et højere Trin og ligesom begynde en ny Løbebane. Han har for
T I D E N T I L 18 13
9 3