AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

at fremstille, maa blive vort naturlige Udgangspunkt, og det saa

meget mere som hans almindelige Retsideer ikke blot paa det

nøjeste hænger sammen med hans hele Personlighed men ogsaa

altid var virksomme i hans Behandling af foreliggende Æmner.

Hans Forestillinger om Retsordenens Maal og Eksistensgrundlag

var ogsaa bestemmende for hans Forestillinger om, hvorledes man

skal bygge Love, og hvorledes man skal fortolke og anvende dem,

kort sagt for hans Metode. Hans almindelige Udviklinger staar der

ikke som Pynt og Zirat eller af blot konventionelle Hensyn men

for at tjene til at gøre Arbejdet med Opgaverne des mere helstøbt

og som Udtryk for en Livsanskuelse.

I Trykkefrihedsskriftet havde Ørsted „stiltiende“ taget Afsked

med de naturretlige Systemer specielt Fichtes, se foran S. 9 og 29,

for at udtrykke sig paa sin egen Maade. „Kort og almenfatteligt“

havde han fremstillet Retsvidenskabens Grundprincip saaledes: For

nuften tilsiger, at Menneskets Attraa efter en mod Indgreb og For

ulempelse betrygget Tilværelse („udvortes Frihed“ ) kun kan til

fredsstilles, naar Staten træder til med sine Magtmidler og be

stemte Love, og da kun med den Begrænsning der følger af, at an

dres udvortes Frihed ogsaa skal betrygges. At underordne sig Sta

ten, saalænge den ikke helt er hørt op at svare til sit Øjemed, er

derfor moralsk Pligt. Hermed kan sammenholdes en prægnant Ud

talelse i Supplementet III 290: „Den eneste Maade hvorpaa Rets

læreren kan sikre det borgerlige Samfunds Grundvold, er, naar han

godtgør, at Staten er den eneste retmæssige Form for det menne

skelige Samliv, og at Fornuftbudet om at leve i en Stat er uden

praktisk Betydning og Virkekraft, naar man ej anser det for enhvers

Pligt at ære de Former, hvorunder der i den ham omgivende Virke

lighed eksisterer en Stat uden al Forskning over Maaden, hvorpaa

samme fra først af blev stiftet; en Pligt der saaledes langt fra at

skulle deduceres af den private Rets Teori om Forbund, tvertimod

en Basis for hele den private Ret altsaa og for Forbundsretten.“

Og endvidere sammesteds S. 349: „Den naturlige Retslære er ej

andet end en Videnskab om den Form for det udvortes Samliv, som

for Menneskets Bestemmelse er den fordelagtigste.“ Han er altsaa

ude over Teorien om Statens Dannelse ved en Overenskomst mel

lem Borgerne. Han grunder heller ikke Staten paa den fra en Her

sker eller en styrende Klasse udgaaende Magtudfoldelse. Han gaar