AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

tilbage til hvert enkelt Samfundsmedlems moralske Fornuft og fin

der Begrundelsen deri, at denne Fornuft med Kompasnaalens Sik

kerhed peger mod Statens Bestaaen som alles Maal og er indfor-

staaet med, at Vilkaaret herfor maa være Lovenes ensartede Af-

maalen af hvers begrænsede Plads.

Naar Ørsted taler om Fornuftbudet, er hans Synspunkt som be

mærket det moralske, og den moralske Drivfjeders Virksomhed

tages som en Kendsgerning, jfr. foran S. 26. Ikke Personen selv i

sin Isolation er Maalet for denne Impuls men Personen i nødvendigt

Samhør med andre. Ørsted gør den Bemærkning, at Naturens For

deling af Goder kun har omfattet Individernes Legemer. Idet han

saaledes abstraherer fra den gældende Rets Ejendomsfordeling, gør

han det indlysende, at Samvirksomhed er enhvers fornuftmæssige

Leveform.

Staten er da ifølge Ørsted grundet paa Moralen, Statsmagten er

dannet ved Enernes moralske Vilje til at leve i lovordnet Samliv.

Hele Synsmaaden gaar ud fra Harmoni mellem Fornuften, der er

kender Lovefterlevelsen som psykologisk nødvendigt Vilkaar for

Samlivsgodernes Fremkomst, og Enkeltmandsviljen til at bøje sig

for denne Erkendelse — en Harmoni som Talsmanden for denne

Retsanskuel se personlig besad i fuldt Maal. Den Optimisme, der

bringer ham til paa denne Maade at bygge sin Opfattelse paa Fri

villigheden — og det ikke en nøgternt købslaaende Retspagt-Bor-

gers men den samvittighedsbundne Borgers Frivillighed — bærer

Mærket af den Tid og det Aandsliv — H. C. Ørsteds, Oehlenschlæ-

gers, Thorvaldsens — , som man har givet Navn af den danske

Guldalder. Selv om denne Harmoni Gang paa Gang maatte briste

overfor Menneskenaturens Hæmninger, vil den dog hos de fleste være

nogenlunde tilstede. Grundopfattelsen er da trods alt objektivt rig-

ti&j °g nogen Drømmer om et idealt Samfund paa den syndige Jord

var Ørsted ikke.

Endnu et personligt farvet Træk kan vistnok med det samme til

føjes. Kants Retsformel, se foran S. 26, lod det være afgørende, om

Personens fri Vilkaarlighedsevne „kunde bestaa med“ alles Frihed

efter en almindelig Lov. Man kunde tænke sig en Formel for Ret

færdigheden, der mindre betonede den fra Helheden udgaaende Be

grænsning og mere positivt fremdrog de forskellige Gruppers Krav

paa Livsudfoldelse. Den Kantiske Retsformel synes at se Maalet