AndersSandøeØrsted

Schlegels og Nyerups Udgave af Koefoed Anchers Skrifter) samt

en udførlig Omtale af Skrifter, der kritiserede Baron v. Eggers’ af

Ørsted lavt vurderede Udkast til en Kriminallovbog for Hertug

dømmerne (hvori Ørsted med Skarphed vender sig mod Gonners

Optræden som Kriminalist, hvilken han tilskriver „Forfængelighed

og Avindsyge mod den Mand, der har leveret det skarpsindigste

Kriminalrets System“ [Feuerbach]).

Hele denne Skribentvirksomhed frembyder Billedet af en frodig

voksende Skov af juridiske Tanker. De Æmner og Opgaver, som

i Øjeblikket laa for, enten rejst ved Retssager, der — mulig under

Meningsforskel — havde været paadømt, eller fremkaldt ved ny-

udkomne Skrifter, der æggede til Modsigelse eller krævede Sam

menligning med danske Forhold, maatte fortrinsvis lægge Beslag

paa det Timetal, der kunde vies Arbejdet ved Skrivebordet. Med

Mellemrum optraadte saa Perioder af Overanstrængelse og Svage

lighed, som hemmede Frembringelsen; Ørsted skulde efter sin Kon

stitution arbejde med jævn Kraft og taalte ikke den stærke An

spændelse i kortere T id 45). De store Opgaver, der stedse laa ham

paa Sinde, kunde derfor ikke naa frem til Løsning saa tidlig, som

det i Planlæggelsens optimistiske Øjeblik havde forekommet ham.

Vi saa, at Trykningen af den i 1809 udkomne Tyveriafhandling var

begyndt i Foraaret 1807, og han meddeler i dens Fortale at have

begyndt paa Trykningen af Supplementets tredje Bind, som han

haaber at kunne bringe til Ende i den tilstundende Sommer, men

det kom først i 1812. Paa dette Sted taler han iøvrigt om Tid efter

anden i særskilte Værker at afhandle enkelte andre juridiske Gen

stande af udstrakt Omfang f. Eks. Injurielovgivningen og Kriminal-

processen

Planer der ikke blev til noget. Da han havde bundet

sig ved en Subskriptionsindbydelse paa Supplementet, var han

nødt til at fremkomme med disse Redegørelser.

For at vinde et Overblik over Afhandlingernes Mangfoldighed maa

de ses dels i deres indbyrdes Sammenhæng dels i Forhold til de

foreliggende ældre Fremstillinger. Om det sidste maa henvises til

Omtalen af de enkelte Emner. Hvad det første Synspunkt, det in

dre, angaar, saa havde Ørsted — som det maatte ventes efter hans

oprindelige stærke Fordybelse i Dydslærens og Retslærens Prin-

eiper

fortsat med at udforme sin almindelige Retsanskuelse.

Det Helhedsbillede heraf, han allerede i dette Tidsrum naaede til

Ørsteds Biografi

T I D E N T I L 1 8 1 3