AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

103

i Sædelæren bevæger sig, som Titlen viser, paa det etiske Omraade,

hvor Ørsted vender sig mod Schleiermachers Fordring om Dra

gelsen af en saadan skarp Grænselinie mellem det befalede og det

forbudte, der skulde gøre det let med god V ilje altid at finde den

rette Vej i Livets forskellige Tilfælde. Overfor dette gør Ørsted

opmærksom paa det individuelles Betydning. Fornuften fremstiller

sig ikke blot som Fornuft overhovedet men hos ethvert menneske

ligt Individ i en vis bestemt, dette Individ alene egen og hans Væ

sen som fornuftigt Individ bestemmende Skikkelse. De fornuftige

Væsner kan ikke levere deres Bidrag til den fælles Fornuftplans

Udførelse anderledes end hver i den ejendommelige Form for hans

fornuftige Natur. Dette kommer i Betragtning ved den enkeltes

Valg af den særegne Del af det store Fomuftrige, til hvis Be

arbejdelse han fornemmelig ofrer sit Liv og sin Kraft, og i Maa-

den hvorpaa han virker i denne Kreds. At enhver troligen udvikler

og fremstiller det evige i den Form, hvori det vil fremstilles ved

ham, maa være hans ædleste Bestræbelse. Ikke saaledes at forstaa,

at enhver skal følge sin individuelle Natur, saaledes som han een

Gang forefinder den. Vi bør efterforske Grundformen for vor for-

nuftige Individualitet, udgrunde hvilken den Idé er, som den Evige

har søgt fortrinligvis at aabenbare gennem os, og hvorledes han

har villet aabenbare den; og det saaledes udfundne Fornuftkald

skal vi forblive tro, men alle de urene og fremmede Bestanddele,

som vi har optaget i vort Væsen, har vi at afsondre og bortkaste.

Hertil udfordres vistnok megen Anstrængelse og Selvkamp. Intet

er jo heller almindeligere, end at Mennesker af Ladhed, Forfænge

lighed eller Egennytte forsømmer deres egentlige Fornuftkald eller

griber efter et tilsyneladende større Formaal end det, som deres

Natur pegede paa. Der forefindes en utallig Mængde forskellige

Individer, hvert med sin Ejendommelighed, uden at noget af dem

nogensinde kan smelte sammen med et andet eller med den ab-

solute Fornuft selv; Invidualiteten sætter Skranke for Fornuftens

Stræben efter at gennemskue Sammenhængen mellem Enhed og

Mangfoldighed. Imidlertid vilde der dog kunne frembringes en

Lære om den ved de forskellige Anlæg bestemte forskellige Kreds

af Pligter og her fremsættes en Udtalelse, der viser Forstaaelse af

det nationale: „Ethvert Folk, naturligvis ikke den Mængde af Men

nesker, som en vilkaarlig Politik har forbundet til eet Legeme, men