AndersSandøeØrsted

melse er en evig fremskridende Udvikling, ikke en fast Be

siddelse.

De omtalte to Afhandlinger oplyser paa een Gang, hvad Ørsted

søgte at inddrage under sin almindelige Retsbetragtning, og hvad

han udskilte fra denne. Hans Respekt for gældende Ret bringer

ham ikke til at blive staaende ved at erkende Retstilstanden af

Dags Dato. Han søger tilbage til de Drivfjedre, der holder den

oppe, han finder disse Drivfjedre dybt inde i den almene Livs

sammenhæng og forstaar, at de samtidig med at lade Retsordenen

bestaa stadig driver paa dens Omdannelse. Hans Betragtning be

gynder ved det subjektive (moralske) som Statens sande Grund

vold. Men fra denne Tankebaggrund henter han ikke umiddelbart

konkrete Retssætninger. Her bliver de Realgrunde afgørende, som

Livsforholdene frembyder. Den Virkelighedssans, hvormed disse

opfattes, er ligesaa objektiv og nøjagtig, som i den samtidige B il

ledkunst Maleren Eckersbergs. Den objektive og over et vidt Regi

ster spændende Virkelighedssans var vel overhovedet Ørsteds intel

lektuelle Særpræg og Driften til at oplyse og gavne overensstem

mende med denne Erkendelse hans moralske.

Ørsted har ikke leveret nogen Fremstilling af „Naturretten“. I

Supplementet I 95 ff siges det vel, at Indsigt i Naturretten er for

trinlig vigtig for den danske lovkyndige paa Grund af Lovbøger

nes Ufuldstændighed og kasuistiske Fremsættelsesmaade; Udtryk

ket varieres med „den naturlige Retslære“ og „almindelige Rets

grundsætninger“. Men efterat han i 1807 havde haft sit store Op

gør med Forfatteren af den sidste Fremstilling af Naturretten, Pro

fessor Schlegel — et personligt saavelsom et videnskabeligt Opgør

betjente han sig ikke af dette Begreb. Han taler i Stedet derfor

om Lovgivningspolitik eller om nomotetiske Grundsætninger og i

Liv I 145 ff udkaster han Ideen om en „Retsfilosofi“, der paa

Grundlag af saadanne Grundsætninger kunde give en fyldig Frem

stilling af Retsforholdene, der ikke var indskrænket til Naturrettens

fattige Deduktioner fra et øverste Retsprincip, altsaa det som senere

Goos har meddelt i sin almindelige Retslære. Denne Betegnelse

bruges iøvrigt allerede hos Schlegel, der kaldte sit Værk Naturret

tens eller den almindelige Retslæres Grundsætninger.

Som foran S. 96 oplyst var Ørsted Schlegels Anmelder allerede

i 1799 efter første Udgave; da Ørsted i 1801 ændrede sit eget Syn

106

T I D E N T I L 1 8 1 3