130 / 345
1 1 0
T I D E N T I L 1 8 1 3
gang . . . At jeg ikke har skrevet min Recension uden Ulyst, vil
man kunne skønne af den lange Tid, jeg har ladet dette Arbejde
henhvile, skønt det alene bestod i at nedskrive nogle af de Bemærk
ninger, jeg allerede for længe siden har gjort over Bogen. Men
jeg var af mere end een Aarsag opfordret til at meddele min Dom
over Værket og kunde ej med Samvittighed dømme anderledes,
end jeg har gjort.“
Som Tillæg til vedkommende Nummer af Tidsskriftet kom Pro
fessorens Antikritik, holdt i stejl og afvisende Form. Han hævder
dels at være misforstaaet, dels at hans Udtalelser i ond Tro for
vanskes af Ørsted. Denne bebudede i en kort Replik et udførligere
Svar, der kom i Arkivets Nr. 11 samme Aar. Her gennemgaas
paany Uoverensstemmelserne, ikke uden Bitterhed idet det saaledes
hævdes, at Schlegel, ladende som om Ændringer i 2. Udgave skyld
tes egen Eftertænkning har benyttet Ørsteds Kritik, som han lader
uomtalt. Han forsvarer sig roligt mod Beskyldningen for allerede
i sin første Anmeldelse at have været partisk og henviser til, at
Professoren paa dette Tidspunkt „kunde have betydelig Indflydelse
paa min Lykke“ — nemlig under Adjunktkonkurrencen — og at
han ikke nærede Tvivl om trods Anmeldelsen at vedligeholde den
velvillige Stemning, hvorpaa han tilforn havde haft Prøver. Lige
ledes at hans Recension af Astræa i 1800 havde været præget af
„den godmodigste Stræben efter at udhæve det gode“. Han be
klager sig dybt over Beskyldningen for Usandhed og slutter med
nogle Bemærkninger om Eksempler i Litteraturen paa Forfatteres
Tilsidesættelse af Hensynet til Ære og Retskaffenhed. „Ved slige
Syn gribes Sindet af Vemod og Skræk. Hvo som endnu staar, han
anraabe sin Skytsengel om at bevare sig for et saadant Fald.“
Schlegel fortsatte ikke Striden, og som Forfatter var Ørsted fær
dig med at beskæftige sig med Faget Naturret. Han skrev i 1813:
„Hvad der, af
a lm in d elig e G runde,
er
n ø d ven d ig t
til at frembringe
et ordnet Menneskesamfund, er efter mit Begreb grundet i Naturens
Ret — i den eneste Betydning, hvori jeg kan tænke mig noget reelt
ved denne Videnskab“ (Nyt jur. Arkiv IV S. 179 Note). Som
Manuduktør maatte han stadig arbejde med Schlegels Bog, og hans
Misfornøjelse havde ikke mindst sin Rod deri, at han undte Stu
denterne bedre aandelig Føde, end det udlevede Fag kunde yde.
Hvis det antipatiske Møde kunde faa nogen Betydning for ham,