AndersSandøeØrsted

1 1 6

T I D E N T I L 1 8 1 3

tilfælde, Afh. af s. A. om Stemmeflerhedens Udfindelse, naar flere

Dommere medvirker i Paadømmelsen, og en Afh. af 1812, der hæv

der Parternes Adgang til at vedtage Sagens Afgørelse ved Ed.

Hermed er det vigtigste nævnet, og det giver j o et stærkt Indtryk

af Ørsteds Alsidighed ogsaa som Processualist. Det viser hans

utrættelige Drift til at gaa i Gang baade med Æmner, der ikke for

hen havde syntes at behøve nærmere Omtale, og med Æmner hvor

Praksis forekom at maatte ligge ganske fast. Det viste sig altid,

naar han forlod Æmnet, at der var kastet nyt Lys derover.

Fyldigst udfoldede Ørsteds Forfatterskab sig dog paa det

stra ffe

retlige

Omraade, og her havde han ikke som i Supplementet bun

det sig til at holde Trit med en Forgænger. Opgaverne og Æm-

nernes Form er altid selvvalgte, og de udføres con amore. Straffe

retten maatte som Gren af den offentlige Ret og ifølge sin særlig

tydelige Sammenhæng med det moralske ligge Ørsted særlig nær.

Tillige havde han paa dette Felt fyldige praktiske Erfaringer. Ende

lig var det den Side af Lovgivningen, hvor man nærmest var be

tænkt paa Reformer, og at komme til at virke for saadanne var et

stort Formaal for Ørsted.

Paa en Indbringelse af det moralske Element i de strafferetlige

Retsregler beroede Kants Straffeteori: at der straffes, fordi For

nuften vil, at der med en retstridig Handling skal forbindes ulyk

kelige Følger for dens Ophavsmand, hvilket er et kategorisk Im

perativ; og som Norm for disse Følger tjener Gengældelsen, Ta

lionen. Ørsteds Tilslutning til denne Lære var ialtfald allerede op

hørt i hans Konkurrenceafhandling om Strafferettens Grundlag

(Minerva 1800). Her gjorde han med Fichte et skarpt Skel mellem

Ret og Moral og satte Straffens Opgave i at værne om Borgernes

Rettigheder ved udvortes Motiver d. v. s. Tvang, der virker paa

den personlige Interesse. Som tidligere skildret forlod han meget

snart Fichtes System i dets Ensidighed og anviste Moralen en vig

tig Plads som psykologisk bærende Element i Retsordenen, men

den Grundopfattelse, at Straffen kun var til for Retssikkerhedens

Skyld, fastholdt han uforandret. Han finder dette Formaal virk

somt paa dobbelt Maade: „Straffelovenes Øjemed er først og frem

mest at forebygge Forbrydelsen og dernæst, hvis denne, uagtet det

Straffeonde, hvormed Loven har truet, alligevel skulde ske, da at

hindre Forbryderen i at begaa flere Retsbrud“ (Kjbh. 1. Eft. 1800.