AndersSandøeØrsted

122

T I D E N T I L 1 8 1 3

følgelig ogsaa forbrudt den betingede Sikkerhed. Staten kunde af

denne Aarsag, saalænge den ej ved Love havde givet ham Løfte

om at slippe med en bestemt Straf, uden at gøre ham Uret, paa

lægge ham endog det allerstørste Onde for den ringeste Forbry

delse“. Der kan ikke her gaas nærmere ind paa den Mangfoldig

hed af Retsspørgsmaal, der er bragt ind under denne Monografis

Ramme. Tiltrods for eller maaske netop paa Grund af Lovgiv

ningsgrundlagets relative Forældelse læses den fremdeles med det

største Udbytte.

Skriftet slutter med „Vink til vor Tyvslovgivnings rigtige Be

dømmelse“, hvorunder der dels føres et Forsvar for Bestemmel

serne i Fdg. 20 Februar 1789, der var blevet angrebne for deres

fordærvelige Mildhed, jfr. Ørsteds Kritik af Godsejer Bechs Skrift

herom i 1804, dels udkastes en Plan for Straffeudmaalingen med

væsentlig Hensyntagen til Værdien af det stjaalne, et Synspunkt

Ørsted ikke senere fastholdt.

Som Appendiks til Skriftet kom samme Aar i Jur. Arkiv „Kri

tisk Fremstil 1el se af den nyere preussiske Tyvslovgivning“ (95

Sider). Denne Lovgivning udgjorde et Afsnit af Allgemeines Land-

recht fiir die preussischen Staaten, der blev gennemgaaet meget nøje

i Afhandlingen, saa at Ørsted selv til Slut udtaler, at den megen

Detail har noget særdeles trættende for baade Forfatter og Læsere.

Han finder imidlertid det Udbytte derved, at det sammenlignelses

vis godtgør dels vor Tyvslovgivnings gode Standpunkt, dels at den

berømte preussiske Lovgivnings Værd ikke er saa betydeligt: „Naar

man ser, i hvilken Grad et saa vigtigt Kapitel er mislykket, vil

man næppe kunne tro, at det hele bærer Præg af det sikre og

gennemtrængende Blik, af den frugtbare, Tilfældenes mulige For

viklinger beregnende Kombinationsevne, af den aldrig sovende Agt-

paagivenhed paa det Hele og paa de mindste Artikulationer, af

den stadige Omhu for Klarhed, Bestemthed, Orden og kærnefuld

Korthed i Foredraget, der er Faktorerne for en god Straffelov

givning. Og fra den Dom, man finder sig beføjet til at fælde

over denne Lovgivning, vil man vel omtrent kunne slutte sig til,

hvor vidt Tidsalderen i det Hele har bragt det i den Kunst at ud

kaste Straffelove.“

Her maa ogsaa nævnes hans Polemik i Dansk Litteraturtidende

1811 Nr. 38 ff. og 1812 Nr. 7 f. mod Kapellan N. Wergeland