141 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
121
betragtes som denne Periodes Hovedværk. Den behandler Æmnet
ud i de mindste Detailler og med Belysning af Domspraksis sam
tidig med, at det sættes i Forhold til Rettens Grundprinciper. Saa-
ledes findes der deri almindelige Udviklinger om Begrebet Besid
delse, om Ejendomsrettens Væsen, om Pligten til at angive For
brydelser og om Forsøgs Strafbarhed. Fremstillingen stopper ikke
op ved de materielle Regler men afrunder Billedet ved at medtage
Tyvsbeviset, hvorom der i den positive Lovgivning forelaa de sær-
lige Regler om det „ekstraordinære Bevis“ ved uhjemlet Besiddelse
af Koster, med Hensyn til hvilke Tilhjemlingsed og Ejendomsbevis
førtes. Herunder var der Lejlighed til Udviklinger om egen Til-
staaelses Beviskraft i Straffesager og om Indiciebevisets Anvende
lighed. Reglerne om Straffen indledes med en Udvikling af de
almindelige Grundsætninger angaaende Maalestokken for Straffe-
uddelingen altsaa den almindelige Straffeteori. I Begrebsbestem
melsen er der lagt Vægt paa Fravendelsen af Tingens Proprietet
fra en anden, ikke paa Tilegnelsen, og med Hensyn til det subjek
tive betones det, at Forsættet ikke rummer Vindesyge som Motiv
men kun den til den objektive Gerning svarende Bevidsthed. Forfat
teren havde sikkert Grund til i sin Forerindring at udtrykke Haa-
bet om Bifald saavel fra Teoretikeres som fra Praktikeres Side.
Foreningen mellem disse Retslivets to Sider var gennemført paa
den lykkeligste Maade og saaledes, at ingen af dem kom til kort.
Bogen staar som det modne Udtryk for, hvad Ørsted i denne Periode
var naaet til ved Gennemarbejdelsen af sin Retsopfattelse og sin
juridiske Arbejdsmetode, og som Udtryk for, hvilke Maal han stil
ler for sin Skribentvirksomhed, nemlig den rette Anvendelse af de
gældende Love og Forberedelsen af Forbedringer i disse. Af og til
rummer hans Form Reminiscenser af en naturretlig Udtryksmaade,
som han sikkert ikke dengang tillagde egentlig Realitet. Saaledes
naar han S. 80 drøfter Pligten til at angive: „Ved Statens Stif
telse paatog Borgerne sig nemlig at skaffe hinanden den størst
mulige Betryggelse mod Fornærmelser. Heraf følger nu, at de
er pligtige til at anvende al deres Virksomhed for at befordre de
td Værn for Sikkerheden givne Loves Overholdelse.“ Ligeledes
S. 104, hvor det med Henvisning til Fichtes Naturret hedder, at
Lovens Overtræder „har gjort Brud paa de Betingelser, under
vilke Staten har tilstaaet ham Sikkerhed for sine Rettigheder,