138 / 345
1 1 8
T I D E N T I L 1 8 1 3
Den Paastand, at enhver Forbrydelse maa forudsætte en udtryk
kelig forbydende Lov, forkastes. Det kan kun kræves, at Handlingen
indeholder Forstyrrelse af en uomtvistelig Rettighed paa en saadan
Maade, at Staten ikke kunde modvirke den ved andre Tvangsmidler,
thi her fordrer Fornuften med Nødvendighed Straf.
Med Hensyn til det subjektive omtales de forskellige Former
af Forsæt og Uagtsomhed. Paastanden om, at vore Love skulde
indeholde et almindeligt Princip om, at Forsæt til en Del af For
brydelsen er lig Forsæt til hele Gerningen, forkastes. Det ubestemte
Forsæt anerkendes, og Forskellen mellem Forsæt og Hensigt eller
Bevæggrund paapeges. Det fremhæves, at de borgerlige Love nor
malt først sætter Straf for den Handling, der har Følger. Høj Grad
af Beruselse, ogsaa den selvforskyldte, borttager Forsæt, medmin
dre Rusen er fremkaldt for at befordre Gerningen. Der bør tages
noget Hensyn til, om Forbrydelsen har sit Udspring af en mere
eller mindre ond og fredsforstyrrende Bevæggrund. Vore Love inde
holder ingen Hjemmel for at anvende nedsat Straf paa meget stu
pide og fjantede Mennesker, som handler forsætligt. Heller ikke
Sagens Natur taler herfor, „thi det kan ej antages, at der behøves
mindre stærke Motiver til at virke paa slige Mennesker end dem,
hvorved andre kan holdes inden Lovens Grænser“.
Med Hensyn til selve Handlingens Form udredes Forskellen
mellem den fuldendte og den (i Henseende til alle objektive Virk
ninger) fuldbragte Misgerning endvidere mellem Forberedelsen til
Misgerningen og dens Begyndelse, der atter kan indeholde et nær
mere og et nærmeste Forsøg. Staten bør straffe ethvert Skridt til
Lovens Overtrædelse men — for ikke at gøre det ligegyldigt, om
der fortsættes — med lavere Straf end for fuldendt Forbrydelse.
Dette gælder, om end vore Love ingen almindelig Forskrift inde
holder i denne Henseende. Træder Personen af egen Drift tilbage
fra Forsøget, bør han efter Fornuftens Grundsætninger være fri for
al Straf. Da Straffelovens Genstand er selve Handlingen, burde efter
almindelige Grundsætninger Forskellen mellem fuldendt og fuld
bragt Misgerning ikke medføre forskellig Straf. Deltagelse i en
Forbrydelse kan foreligge enten ved umiddelbar Udførelse af Hand
lingen eller ved som psykologisk Aarsag at opvække eller styrke
Forsættet hos en anden, overtale eller raade til Handlingen, frem
deles ved at understøtte i selve Udførelsen eller ved senere at være