134 / 345
114
T I D E N T I L 1 8 1 3
Forelæsninger over Lovgivningen om Forligelsesvæsenet. Her blev
de herhenhørende Spørgsmaal behandlet paa grundlæggende Maade
med Henvisning til den foreliggende Domspraksis for den halve
Snes Aar, der dengang var forløbet under den af Samtiden saa
højt vurderede Lovgivning.
Nogle interessante almindelige Betragtninger over Dommervirk
somheden indeholdes i Afh. af 1807 om juridisk Visheds Natur
og Væsen. Der polemiseres heri mod en Opfattelse, der var almin
delig i Litteraturen, og som navnlig havde været stærkt fremme i
Aarene 1797— 99, da Trykkefrihedsspørgsmaalet optog Sindene:
at den juridiske Vished, som Dommeren handler efter, er ganske
forskellig fra den saakaldte moralske og skal erhverves paa en
særlig, i Loven nøjagtig fastsat Maade. Ørsteds Stilling her minder
om hans Stilling overfor Naturretsprinciperne: baade i Normen og
i Dommen er for ham Tankestoffet dannet af den praktiske Fornuft,
det kunstige og konstruerede har ingen Realitet for ham. Hans
Udvikling ligger iøvrigt nær op ad det, han havde fremsat i Afh.
om Religion og Stat, jfr. foran S. 100. Den juridiske Vished er en
Art af den historiske og forskellig fra den metafysiske eller apodik-
tiske. Den fremkommer ved en Akt af den reflekterende Dømme
kraft og er tilstede naar Visheden har naaet Objektivitet eller al
mindelig Meddelbarhed, saaledes at Grundene hos enhver, der er
udrustet med velorganiseret Forstand, bevirker tilsvarende Over
bevisning. Dommeren maa anvende sin frie Dømmekraft baade naar
det gælder at danne et Begreb om, hvad der faktisk er foregaaet,
og naar dette Faktum skal indordnes under Lovens Begreber. At
gribe ind her ved særlige Love er ikke raadeligt, og Lovgivningen
maa da ogsaa opfattes saaledes, at Bevisførelse ved sammenstø
dende Kendsgerninger er berettiget.
Et andet omfattende Æmne var Reglerne om Bevisbyrdens For
deling, hvorom han skrev i 1805. Afhandlingen har Tilknytning til
en bestemt Retssag og gaar iøvrigt ud paa at opstille ledende Grund
sætninger i Tilknytning til nyere tyske Skribenter. Efter den til
strækkelige Grunds Princip findes hvert Part at maatte godtgøre
de Omstændigheder, der i og for sig er nok til at gennemføre hans
Paastand. Men ved Siden heraf gælder andre Regler saasom at
den, der uden mindste Skade er i Stand til at føre Beviset f. Eks.
ved at fremlægge et Dokument, skal gøre dette. Ørsted var allerede