132 / 345
1 1 2
T I D E N T I L 1 8 1 3
den Erstatning, der blot havde et ubestemt og almindeligt Haab
om Fordele ved Stiftelsen.
Denne Afhandling af den unge Ørsted havde væsentlig og bli
vende Betydning baade som en Landvinding fra Naturretten og
ved den skete Indtrængen i Forstaaelsen af et Grundbegreb i den
borgerlige Ret. Naturligvis kunde det give og gav det Anledning
til Kritik, at man savnede Holdepunkter for Afgrænsningen; her
kunde kun henvises til Takt og Billighed ikke til noget logisk ud
fundet Maal. I den udførlige Omtale, Ørsted senere, jfr. Liv I
114 ff, skænker Afhandlingen, nævner han da ogsaa, at den efter
hvad han erfarede havde gjort et ugunstigt Indtryk paa nogle al
vorlige tildels højtstaaende Mænd. Som man vil forstaa, var det
Indtryk fra Landboreformerne — hvorom der, ialtfald for Med
lemmerne af Selskabet For Sandhed, stod særlig Glans — der
havde været normgivende for ham, naar han tog Afstand fra Ejen
domsrettens absolute Karakter. Hans Standpunkt til Spørgsmaalet
om Bevarelsen af Ejendomsret til en vestindisk Slave paa dansk
Grund, jfr. foran S. 70, kan nævnes i Forbindelse hermed. Me
dens andre holdt paa, at den engang erhvervede Ejendomsret til
Slaven var bevaret, foretrak Ørsted efter sin Forstaaelse af det
relative i Ejendomsbegrebet at sige, at de her gældende person
retlige Regler udelukkede Stiftelse af Ejendomsret over Slaven og
med Hensyn til Udøvelsen af alt erhvervet Ret kun efterlod visse
begrænsede Beføjelser, saaledes at Ejendomsret i egentlig For
stand var suspenderet under Opholdet paa dansk Grund.
Af Indholdet af Supplementets 1. Bd. kan nævnes de ret udfør
lige Udviklinger om Lovfortolkning, der findes i Indledningen. I
Kapitlet om Husstanden findes S. 253 den allerede i Afh. af 1803
fremsatte Mening, at Brud paa Ægteskabsløfte (uden Besvangrelse,
thi i saa Fald greb Fdg. 5. Marts 1734 ind) ikke affødte Pligt til
Erstatning („Reparation“ ), forudsat at ikke allerede Løftets Af
givelse var svigagtig. Han fandt, at der efter Sagens Natur maatte
kræves positiv Hjemmel for at antage, at Brud paa et saadant ikke
gennemtvingeligt Løfte var retstridigt. Medens denne i Teorien nye
Anskuelse vandt Indgang, var det samme ikke Tilfældet med den
Fortolkning af Fdg. 4. Januar 1799 (der havde afskaffet Trolovelse
mellem uprivilegerede), at selve Retstilstanden Trolovelse endnu
bestod, kun stiftet ikke ved Akten hos Præsten med ved Løftet og