127 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
107
paa Retten, kunde han allerede af denne Grund ikke forholde sig
ens overfor Forfatteren, da anden Udgave udkom; men ret væsent
lige Modsætninger var der iøvrigt allerede tilstede i 1799. Medens
Schlegel fulgte Kant i at opfatte Morallærens Princip som tillige
indeholdende Retslærens, sondrede Ørsted med Fichte skarpt mel
lem Retslærens og Moralens Principer, og medens Schlegel i sin
Retslære vilde beskæftige sig med den saakaldte Naturstand, ansaa
Ørsted ikke dette som en reel Videnskab, idet Begrebet Ret for
udsætter Staten og den borgerlige Forfatning. Efterat have gjort
Rede herfor gik Recensenten af første Udgave over til en stykke
vis Gennemgang af Bogen. „Han anser den for et særdeles vigtigt
Værk, især med Hensyn til, at det er den, der for største Delen vil
bestemme, hvor lys og vigtig Indsigt de fleste af vor Lovkyndig-
heds Dyrkere vil faa i den Del af deres Videnskab, uden hvilken
det øvrige, som Kant siger, vel kan være smukt nok men lig Æsopi
Skabilkenhoved ingen Hjerne har.“ Han udtaler sin Anerkendelse
af Forfatterens Arbejde i Retsfilosofien dels ved dette Værk dels
„fornemmelig ved sine akademiske Forelæsninger, hvorved han har
bidraget saare meget til at udbrede Filosofi og filosofisk Aand
blandt Lovkyndighedens Dyrkere“. Nogle Strøbemærkninger vil
give Indtryk af Naturrettens ejendommelige Synspunkter. Den na
turlige private Rets første Hoveddel omhandler den rene eller med
fødte Naturret, og her udledes af det almindelige Retsprincip to
permissive Regler 1) „Du er berettiget til at fordre af andre, at
de undlader alle de Gerninger, hvorved din udvortes Frihed vil-
kaarlig indskrænkes“, 2) „Du er beføjet til at foretage alle de ud
vortes Gerninger, hvorved andres Frihed ikke vilkaarlig indskræn
kes“. Af Frihedsprincipet deduceres Menneskets negative Ret til
Agtelse, og Schlegel deducerer videre et Par af de Regler, som
Ørsted allerede her tog Afstand fra: at det er retstridigt at udtale
sig om en andens virkelig begaaede Forbrydelse, naar man ikke
selv har været Genstand for den, og at der er Retspligt til ikke
at krænke afdødes Ære. Ved Siden af nævnte Princip opstilles
som formelt Princip det om den udvortes Lighed og et subjektivt
Princip: „Brug ikke udvortes andre Mennesker som blot Middel
men altid tillige som Øjemed.“ Endelig opstilles et materielt Prin-
cip: „Frem en saadan Forening, hvorved Menneskene (du selv og
andre) muligst betrygges for at bruges som blot Middel af hin