AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

1 0 9

lighed som Grund til de mange Erindringer mod Forfalterens Ar

bejde og med fornyet Anerkendelse af dette.

Da Naturrettens 2. Udgave kom i 1805, meddelte Ørsted først

i sit Arkiv nogle kritiske Bemærkninger over Definitionerne paa

Forsæt og Uagtsomhed m. v. og leverede derpaa i 1807 i Kjøben-

havnske lærde Efterretninger en udførlig Anmeldelse, som han ind

leder med at bemærke, at han nu tror at have vundet et modnere

og friere Blik paa denne Videnskab, og at han nu kendte Bogen

nøjere fra daglig Gennemgang med yngre studerende. „Desuden

har dels en mindre rigtig Metode dels en Tilbageholdenhed, som

var en Virkning af min Agtelse for Hr. Forfatterens Kundskaber

og Virksomhed samt af det Forhold, hvori jeg da nylig havde

staaet til ham som min Lærer, gjort, at jeg i hin ældre Bedøm

melse har forbigaaet meget, som jeg nu finder at være vigtigt til

rettelig at karakterisere Bogen.“ Med Hensyn til sit eget Stand

punkt oplyser han, at han som før med Fichte er enig i, at Begre

bet Ret ikke bestemmes ved Moralloven, men at han antager, at et

ægte moralsk Livs Frembringelse er en Genstand for Retssystemet.

Han bebrejder Forfatteren dels ikke at have taget Hensyn til hans

Kritik af 1. Udgaves Fremstilling af Retsbegrebet, dels stadig at

operere med Begrebet Naturstand dels endelig at overskride Teo

riens Rammer ved at gaa ind paa Æmner fra den empiriske Rets

lære. „I dette sidste Tilfælde bestaar den hele saakaldte retsfiloso

fiske Operation i, at man bringer det igen ud af Begrebet, som

man først fra Empirien har ført ind med sig.“ Der følger derpaa

en detailleret Gennemgang af formentlige Fejl og Ukorrektheder,

og Ørsted lægger ikke Skjul paa sin Fortrydelse over, at alle hans

Afhandlinger, bortset fra Prisafhandlingen og Forelæsningen om

Gesandter, var ganske ignorerede af Schlegel. Denne syntes ham

aandelig at være gaaet i Staa. Han slutter saaledes: „Usigelig kært

havde det været mig, om jeg kunde have rost i Stedet for at dadle.

Den og i anden Henseende fortjente Forfatters Foretagende at

lægge den kritiske Filosofi til Grund for sine Forelæsninger over

Naturretten var fra Begyndelsen af en højst agtværdig og for den

studerende Ungdom gavnrig progressiv Tendens. Skade at den saa

snart vendte om paa den regressive Side. Forfatteren sluttede tid

lig sin egen Fremskriden paa den filosofiske Bane og synes at for

dre, at Videnskaben selv med det samme skulde standse sin Frem