131 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
11 1
maatte det være som en Tilskyndelse til i sin Fremstilling altid at
betone det empiriske og Realgrundene i Modsætning til de tvivl
somme Deduktioner fra de øverste abstrakte Retsprinciper.
Der gaas herefter videre til en Gennemgang af Hovedpunkterne
i den behandlede Kreds af Æmner.
Ørsteds Teori om Ejendomsrettens Væsen er indeholdt i hans
Afhandling af 1801 i For Sandhed om Regeringens Ret til at op
hæve eller forandre Stiftelser, som private Mænd har oprettet. A lle
rede efter Tidspunktet for Afhandlingens Fremkomst maa For
anledningen til den antages at være rent litterær, en Forløber havde
den i Anmeldelsen af Schlegels Naturret, jfr. foran S. 108; mod
Sædvane nævnes det ikke, hvem der har ført den Diskussion, som
Ørsted i sit Indlæg vilde bringe Opløsningen paa ved at føre
Spørgsmaalet ned paa en dybere Basis nemlig til Problemet om
Ejendomsrettens absolute Karakter; ifølge Liv I S. 263 er der sig
tet til Enevold Falsens Skrift om det norske Universitet. Naturrets
lærerne havde opstillet Teorien om en Ret til ved Bemægtigelse
eller ialtfald Bearbejdelse af Tingen at vinde en overfor andre
ubetinget Ret over den, indbefattende Retten til testamentarisk at
bestemme over Tingen. Men det eneste, Naturen har givet ethvert
Individ udelukkende Frihed over, er hans Legeme. Ejendomsretten
hvorved forstaas en med Hensyn til Genstand, Øjemed eller
^6gge Dele bestemt udelukkende Ret (Eneret) — kan kun have sin
Grundvold i en menneskelig Fællesordning, et Ejendomsforbund,
nemlig et saadant „som Menneskene ved at stifte Ejendom fornuf
tigvis kunde have vedtaget“. Efter denne Teori bliver der Plads
for den nødstedtes Indgreb for at redde Liv eller andet uerstatte
ligt Gode, for den uskadelige Brugs Ret og for Regeringens Over
ejendomsret eller Myndighed til ved almindelige Lovbud eller
som overordentlig Foranstaltning at begrænse al privat Ejendom,
saaledes som Statens Tarv kræver det. Medens det er et naturligt
Tilbehør til Ejerbeføjelserne at kunne testere til Fordel for be
stemte Personer, ligger Sagen anderledes ved Testation til Stiftel
ser. Kun hvor Stiftelsens Formaal stemmer med det almindelige
Bedste, har Staten Grund til at tillade saadanne Dispositioner, og
efter Tid og Omstændigheder maa der indrømmes Statsmagten Ret
til at gøre Forandring endog i de af Regeringen bekræftede Stif
telser. Ved en saadan Ophævelse af en Stiftelse tilkommer der ikke