AndersSandøeØrsted

108

T I D E N T I L 18 13

anden indbyrdes, uden at de taber noget af deres lovmæssige Fri

hed.“ Den private Retslæres anden Hoveddel er den hypotetiske

eller anvendte Naturens Ret, hvorunder først den naturlige Ejen

domsret behandles. Schlegel deducerer denne af den førstes Be-

mægtigelse, hvortil hans Recensent bemærker: „Dette Fundament

for Ejendomsretten linder vi saare svagt, og vi undrer os højlig

over, at en Mand af Prof. Schlegels Indsigter og Tænksomhed har

kunnet antage en saa løs Teori“ ; i en længere Udvikling paaviser

Ørsted, at Ejendomsretten først kan erhverves i et borgerligt Sel

skab. Videre omhandles den naturlige Tvangsret (en Strafferet

haves ikke i Naturstanden, hvor et Overherredømme savnes), For

bund, hvor Deduktionen af Gyldigheden falder meget anstrængt ud,

det ægteskabelige Selskab, hvor det samme gælder „Beviset“ for

Monogamiets Ret, og det faderlige Selskab. Derefter gaas der over

til Statsretten — den tilgrundliggende Retspagt opfattes ikke som

histoiisk Kendsgerning men som Fornuftidé — og herunder dvæ-

les særlig ved Strafferetten, hvor Schlegel med Kant ud fra en

moralsk Betragtning opstiller Gengældelsesprineipet, medens Re

censenten med Fichte deducerer til Sikkerhed som Straffelovenes

Øjemed og Rettesnor. Recensenten forkaster Dommernes Beret

tigelse til af „afsige Domme efter Fornuftens Fordringer og Lov

givningens Analogi og at paalægge overordentlige Straffe for over

ordentlige Forbrydelser“ og bemærker herom bl. a.: „Ogsaa er den

Domstolene tilstaaede eller af dem usurperede Myndighed til at

supplere og korrigere Loven aabenbar en Aarsag til den Søvn-

agtighed, hvormed Lovgivningens Forbedring i Almindelighed dri

ves. Naar alle Tilfælde, som ikke var afgjorde ved Lovene, i Stedet

for at decideres efter Domstolenes Godtbefindende, blev indberet

tede til en Lovkommission, der havde at udarbejde en ny Lov over

dette Tilfælde for Fremtiden, saa vilde snart Lovgivningen naa en

høj Grad af Fuldstændighed, især da et saadant Tilfælde let vilde

give Lovkommissionen Anledning til at tænke paa og bestemme

mange andre, idet den eftersøgte det Princip, hvorefter det skulde

decideres.“ Det behøver ikke at bemærkes, at Ørsted ikke fastholdt

denne snævre Opfattelse af Domstolsopgaven, men vi ser her hans

Utaalmodighed efter Lovforbedringer, der fremsættes med den

anonyme Recensents Kækhed i Tonen. Sluttelig behandles Folke

retten, og Recensionen sluttes med Paaberaabelse af Sagens V ig