125 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
105
givningen. Det vilde være ønskeligt, om de Skribenter, der kræver
den rette Grænse og Form for enhver menneskelig Virksomhed
forud nøje afmaalt efter etiske Begreber, forsøgte dem „paa den
vistnok etisk betydelige Forretning, hvorved Statens Overhoved
danner Lovene for det retlige Samliv.“ Heller ikke naar en
Lov
er givet, er det muligt at finde saa sluttede Formler for de deraf
følgende Pligter, at Grænserne ikke ofte kan være tvivlsomme. Tii
et lignende Resultat vil man endog komme ved den tilsyneladende
saa klare Sanddruhedspligt, naar man prøver Udstrækningen i det
virkelige Liv.
Det sædelige Liv er efter det foranførte ikke blot Videnskab
men Kunst, og hvad Videnskaben kan gøre for at danne denne
Kunst, er blandt andet at levere en hensigtsmæssig Bearbejdelse af
den moralske Kasuistik, hvorved den sædelige Takt vejledes i Be
dømmelsen af de Tilfælde, der ligger paa Grænserne af de etiske
Begreber og Formler. „Forresten vil vi, selv forsynede med den
grundigste etiske Viden, den mest levende og dannede etiske Takt
og de bedste Indsigter i Naturen af de Livsforhold, hvis Behand
ling falder i vor Virkekreds, ofte hvor sædelige Opfordringer af
modsat Slags møder, være i Uvished om, hvad der bør vælges. I
denne Uvished har vi at handle efter den rimeligste Indsigt, vi
ved at skaffe os, og maa da berolige os ved den Tanke, at om vi
end ikke træffer det rette, saa har det dog ikke manglet os paa
redelig og virksom Vilje til at skaffe os den bedste Kundskab og
at udføre den erkendte Pligt. En absolut Sikkerhed i vor Handlen
kan vi i den relative Sfære, hvori vi har at bevæge os, ikke vente,
fordi dertil fordredes en absolut Sikkerhed i vor hele Viden om
Gud, Menneskene og Verden, af hvilken Viden Rigtigheden af vor
Handlen er betinget.“ Den af Kant og Fichte opstillede Lære om
Samvittighedens Ufejlbarhed kan ikke fastholdes. Ørsted slutter
sin smukke og tankerige — her i et Grundrids gengivne — Afhand
ling med den Bemærkning, at vi vel ugerne erkender Afstanden
mellem Teori og Praksis i Etiken, men at det paa den anden Side
ikke kan nægtes, „at der ogsaa gives et ligesaa uudsletteligt Grund
træk i vor Natur, der afskyer at indknibe det hele Menneskeliv og
dets Bevægelser under staaende al ejendommelig og fri Behand
ling af de os mødende Forhold udelukkende Formler. Disse to stri
dige Drifter passer sig og vel sammen hos et Væsen, hvis Bestem