![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0120.jpg)
1 0 0
T I D E N T I L 1 8 1 3
deri, at Staten forbliver bestaaende, og den synes ligesom at paa
lægge den, der kræver en ny Retsstilling, en Bevisbyrde for, at
dette gaar an uden at forrykke Ligevægten i Samfundet. Denne
neutrale Betragtning af de enkelte Personers og Gruppers Stilling
passer ganske paa Ørsteds Indstilling som „Forretningsmand“. Han
befandt sig i Hovedsagen i Harmoni med Stat og Samfundsorden i
dens bestaaende Skikkelse. Opvokset i beskedne men for ham selv
tilfredsstillende Kaar og derpaa under gunstige Forhold indtraadt i
Embedsstanden havde han aldrig følt sig knyttet til et Befolknings
lag, der krævede væsentlig Samfundsomdannelse for at afhjælpe so
cial Uret. At Statens øjeblikkelige Styrelseform opfyldte sin Mission,
stod for ham fast, og ligeledes at Statens Lovgivning maatte kræve
ubetinget Lydighed og det af Domstole saavelsom af Borgere. Kun
paa det bestaaendes Grund og kun med Agtelse af bestaaende Ret
tigheder kunde han derfor ønske Reformer. Naar han ivrigt og
ihærdigt ønskede juridiske Reformer, fremtraadte disse Ønsker der
for altid med et iboende Maadehold.
I Afhandlingen af 1807 om Forholdet mellem Religion og Stat
gør Ørsted op med den af nyere Filosofer særlig Fichte opstillede
snævre Formulering af Statens Opgave som begrænset til at be
trygge Borgersikkerheden, nærmere bestemt som det Øjemed at
hindre det ene Menneske i at forstyrre det andets frie Virksom
hed. For denne Opfattelse maatte Religionen i Modsætning til tid
ligere, da den regnedes som „et selvstændigt og høj tvigtigt Stats
øjemed og som det kraftigste og ene betryggende Værn om de øv
rige Statsøjemeder“, falde udenfor Begreberne om Ret og Stat.
Men den Norm, Staten følger i sine Bestræbelser, bør være bestemt
ved Menneskehedens Totaløjemed. Alt det gode, der lader sig be
virke ved udvortes Foranstaltninger, maa indbefattes under Fornuf
tens Plan med retlige Forholds Stiftelse. Om Religionen udtaler
han sig paa følgende Maade: „Ethvert Menneske, der ikke i tanke
løs Adspredelse taber sig udi de enkelte Momenter af sin Tilvæ
relse, men har Mod og Kraft til at tænke over sig selv, den ham
omgivende Verden og Menneskelivet i det hele, maa finde, at alt
det endelige og forgængelige intet har, der kan tilfredsstille hans
Gransken eller fylde hans Hjerte, saafremt der ikke gives noget
evigt og uforanderligt, hvoraf det blot er Genskinnet. Uden denne
Idé bliver det hele System af menneskelig Viden et tomt Spil af