124 / 345
104
T I D E N T I L 1 8 1 3
hvad der af Naturen er gjort dertil, har sin bestemte alt i Fysiogno
mierne sig tilkendegivende Ejendommelighed, ligesaavel som hvert
enkelt Individ, og atter staar flere Folk i et saadant naturligt Slægt
skab, at de igen danner et større Hele. Naar man grundigen ken
der denne eet Folks Nationalitet, saa indser man, hvilken Del af
den fælles Fornuftplan den Evige i Særdeleshed har villet betro
dette Folk, og naar man endvidere har udgrundet Nationernes ind
byrdes Slægtskab, ved man, hvilke Nationer der er bestemt til at
slutte dem til hinanden for ved fælles Kraftanvendelse at med
virke til en større Del af Fornuftplanens Realisation end den, der
er falden i hvers særskilte Lod. For hvert enkelt Individ, der ej er
bestemt til blot at arbejde i de engang indførte Former, men som
med selvstændig Kraft vil virke for Menneskehedens højere Øje-
meder, maa dette have de vigtigste Følger for hans Livsbane, ikke
blot fordi den Nations Ejendommelighed, hvoraf han er et Lem,
har Indflydelse paa hans egen, men tillige fordi det er med og paa
denne Nation, han umiddelbar skal virke for middelbar at virke
med og paa det hele Broderkøn.“ Kants etiske Formel: indret dine
Handlinger efter saadanne Maksimer, som du fornuftigvis kunde
ville optage i en almindelig Lovgivning, maa ikke opfattes som
udelukkende et Hensyn til Ejendommeligheden. Men et System af
Etiken maa dog være langt mere end en Analyse af hin „nu lige-
saa miskendte som tilforn afgudisk beundrede og langt over dens
Kræfter vurderede Formel,“ idet det maa hente Realgrunde fra en
grundig Kundskab om den menneskelige Natur og om de Gen
stande, som frembyder Stoffet for den menneskelige Virksomhed.
Men Teorien i Sædelæren vil ogsaa paa anden Maade end over
for det individuelle finde sine Skranker. Ved Pligterne til at ud
folde en vis positiv Virksomhed staar Mennesket overfor en Vrim
mel af forskellige Formaal, hvilke skal i hver Situation foretræk
kes? Det er redelig Pligt at underordne sig Statens Retspligter, men
som Ørsted allerede i Trykkefrihedsafhandlingen havde udviklet,
kunde der komme et Punkt, hvor denne Pligt bortfaldt. „Men hvor-
meget Bedømmelsen heraf beror paa den umiddelbare Takt, hvor
med man opfatter Virkeligheden, ser enhver.“ Ved Forsøget paa
at opstille Regler for Lovgivningsvirksomheden kommer et lig
nende Forhold frem; de rene Fornuftkonstruktioner kan her ikke
føre til Maalet, hvilket let kan godtgøres ved et Overblik over Lov