20 / 345
2
T I D E N T I L 1 8 0 1
Hans Christian blev den 18-aarige juridiske Student Anders Sandøe
Ørsted Medudgiver og fik sine første Ting trykt h e r1). Det var
en Del moral- og retsfilosofiske Bidrag, hvoraf nogle havde Til
knytning til hans i det følgende Aar (1798) udkomne med Uni
versitetets Guldmedaille belønnede filosofiske Afhandling „Over
Sammenhængen mellem Dydelærens og Retslærens Princip“, til
egnet Universitetets Patron Hertug Frederik Christian af Augu
stenborg. I 1799 standsede Tidsskriftet.
I Januar Kvartal nævnte Aar blev Ørsted juridisk Kandidat med
Udmærkelse baade til den teoretiske og praktiske Prøve, og læn
gere hen paa Aaret meldte han sig som Ansøger til en ledig Post
som Adjunkt og Notarius ved det juridiske Fakultet. Posten skulde
besættes ved Konkurrence mellem seks unge Videnskabsdyrkere,
nemlig foruden Ørsted, der var den yngste, Prokurator J. K. Høst,
C. Krohg, C. F. Lassen, J. Bilsted og M. H. Bornemann. Der
skulde holdes fem Forelæsninger, der derpaa cirkulerede i Manu
skript mellem Censorerne. Disse bestod foruden af Fakultetets Med
lemmer, Professorerne Nørregaard, Schlegel og Hurtigkarl, af den
tidligere Professor, Deputeret i Rentekammeret Jakob Ed. Col-
bjørnsen, Højesteretsassessor M. Fridsch og Politimester Cold.
Forelæsningerne angik Grundlaget for Strafferetten og dens Ud
øvelse, Gesandters juridiske Hellighed, Enkers Retsstilling, Benæg
telsesed og et romerretligt Æmne af Arveretten. Aaret før havde
en tilsvarende Konkurrence været afholdt, hvorved Bornemann
var anset for den næstdueligste. Og nu forenede Censorerne sig
om at foreslaa ham „især i Betragtning af hans ualmindelige Ind
sigter i den nyeste Filosofi og sammes heldige Anvendelse paa
Retslæren“, medens de øvrige Kandidater anbefaledes som vor
dende duelige Embedsmænd i det juridiske F a g 2). For Ørsteds
Vedkommende udtalte Censorerne, at hans Forelæsninger ved Siden
af Bevis for Duelighed og gode Kundskaber indeholdt adskillige
Paradokser, som han ikke havde kunnet forsvare med antagelige
Grunde3). I sine Erindringer mener Ørsted, at det ved Bedøm
melsen skadede ham, at han i Forelæsningen om Strafferetten havde
foretrukket Fichte for Kant, idet dennes Lære om Gengældelsen
som Maalestok for Straffen var ham uantagelig og bragte ham til
overhovedet at forkaste Kants Grundbegreb om Retsloven som en
Del af Moralloven, noget han havde sluttet sig til i Prisafhand