AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 0 1

idet en Afhandling om Mendelsohns Bevis for den menneskelige

Sjæls Ulegemlighed blev fuldført af Ørsted. Dette Bind indeholdt

iøvrigt intet om Trykkefrihed, og Betænkeligheden var sikkert gan

ske ugrundet.

Hvad den gældende Retstilstand angaar, havde det Struensee’ske

Reskr. af 14. Sept. 1770 tilladt „en uindskrænket Frihed for Bog

trykkerierne“ og fritaget for den hidtil anordnede Censur og Ap

probation, dog saaledes at Reskr. af 7. Okt. 1771 indskærpede det

af Lovgivningen følgende Ansvar for Misbrug og subsidiært gjorde

Bogtrykkeren ansvarlig. Det Guldherg’ske Reskr. af 20. Okt. 1773

udstedte derimod et Forbud mod, at Aviser og Ugeblade skrev om

noget, som angaar Staten og Regeringen, almindelige Foranstalt

ninger eller andre Stridsskrifter, især hvor Personer derved an

gribes, fremdeles Byrygter eller andre opdigtede Fortællinger, som

indeholder noget fornærmeligt eller uanstændigt. Og foruden at

gøre denne positive Indskrænkning i Pressens Trykkefrihed hen

lagde Reskriptet Haandhævelsen uden Appel til Afgørelse ved

Politimesterens Bøderesolutioner. Det sidst udkomne Reskr. af 4.

Dec. 1790 fastslog, at slige Bøder ikke kunde tjene til fuld Af

gørelse af Ansvaret, men at dette beroede paa Lovens alminde

lige Forskrifter. Jurisdiktionen henlagdes til Domstolene, og for-

saavidt angik private Mænds Klager over Fornærmelser i Uge

skrifter og Blade, anbefaledes det Dommerne at anvende Lovens

Strænghed. Bogtrykkerne skulde til Politimesteren aflevere Eksem

plarer af anonyme Skrifter. Den særlige Skrivefrihedsindskrænk

ning var altsaa lagt paa Dag- og Ugeblade — hvorfor Tidsskrif

terne florerede — men for almindelige Skrifters Vedkommende gik

Birckners Klage ud paa, at Straffereglernes Rækkevidde var for

stor eller dog ubestemt.

Efter Ørsteds Vidnesbyrd 12) vakte Birckners Skrift af 1797 en

næsten enestaaende Opmærksomhed. Man sukkede daglig over

Trykkefrihedens Lænker, men benyttede den dog i fuldt Maal til

at nedrive den monarkiske Forfatning, den kristelige Religion og

Landets Regering. Professor Schlegel, der i Astræa, 1. Bd., op-

traadte som Birckners Modstander, slog ikke igennem overfor ham.

Hof- og Stadsretsassessor Collet støttede derimod Birckner, mindre

efter den positive Ret end efter Forholdets Natur, hvor han endog

gik videre og krævede Straffrihed for Opstand. Embedsmændenes