AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 0 1

formentlig var en Hovedgrund til den Modløshed, Forordningen

havde fremkaldt; Straffetruslen om livsvarig Landsforvisning var

jo ogsaa afskrækkende. § 2 kunde imidlertid kun blive anvende

lig, naar Kritiken gik ud paa at gøre Foranstaltningens Mangler

til Bevis for, at den bagved staaende Regering selv maatte ram

mes af en lignende stærk Kritik, men ikke naar Manglerne for

klaredes af forbigaaende og til vedkommende Foranstaltning be

grænsede Aarsager. Ørsted fremhæver, at hans Fortolkning er klart

udtrykt i Lovordene, hvis varierede Udtryk maatte tilsigte at ude

lukke al Tvivl, hvortil den af Birckner udviklede Opfattelse gav

særlig Grund.

Han afkræfter derpaa med Grundighed en Række Argumenta

tioner for en Ret til videregaaende Kritik af Regeringen. Om Lands

forvisningsstraffen gøres den Bemærkning, at de i internationale

Hensyn begrundede Indvendinger mod denne Strafart i dette T il

fælde ikke gør sig gældende. Æmnet uddybes teknisk-j uridisk S.

181—92 til nogen Ulempe for Fremstillingens afrundede Præg,

hvorpaa § 3 omtales. For at laste eller forhaane monarkisk Rege

ringsform i Almindelighed sættes her Landsforvisningsstraf fra 3

til 10 Aar. Ved monarkisk maa forstaas uindskrænket monarkisk,

og da en ubetinget Forkastelse af denne Regeringsform ogsaa ram-

Danmarks, finder Forfatteren, at der ingen Grund har været til at

tidsbegrænse Straffen. „Hvo som støder sig herover, ham vil jeg

bede at overveje de Grundsætninger, hvorpaa jeg beraaber mig,

og undersøge, om de er rigtige og rigtigen anvendte. Uden at an

stille denne Undersøgelse kan det ikke hjælpe, at han meddeler

mig sit Mishag, siden at dette slet ikke interesserer mig, uden for-

saavidt det er bygget paa Grunde.“ Forfatterens Uafhængighed af

den populære Dom fortjener her al Anerkendelse, men naar han

paaheraaber sig den fra Logiken bekendte Forstandslov, kaldet

dictum de omni, synes han at have givet Logiken for meget over

for det af ham selv anførte reale Hensyn til, at det middelbare

Angreb virker mindre stærkt paa Borgerne. Systemet med en

Strafferamme, indenfor hvilken Domstolen skal udmaale Straffen,

forsvares overfor Indvendinger i Datiden.

§ 4, der handler om Landsforvisningsstraf i kortere eller læn

gere Tid for at udbrede beskæmmende eller fornærmende Rygter

om Kongen, Dronningen, de kongelige Prinser og Prinsesser, giver