10
T I D E N T I L 1 8 0 1
Lovbogen var ufuldstændig, men slaar sig til Ro med den nys ned
satte Kriminallovgivnings-Kommission.
S. 108 gaas der over til Undersøgelse af Skribentens Ret til at
ytre sin kritiske Mening over Konstitutionen, Lovgivningen og
Statsstyrelsen. En saadan Ret er „efter vore Tiders Tænkemaade
anset for det, den og i Sandhed er, et af Statsborgernes højeste
Goder, hvis Berøvelse vilde opvække Utilfredshed og hemmelig
Gæring“. Han tager her Afstand fra Birckners Lære om, at Skri
benten skal udgøre et Værn om Borgernes Sikkerhed overfor Re
geringen, og at dette burde sikres i en Grundlov ligesom f. Eks.
Loven om Stavnsbaandsløsningen. Regenten kan efter Ørsted umu
lig ved Trykkefrihedsloven have villet lægge sig selv i Ave, og
uden Konstitutionens Omdannelse lader en virkelig Grundlov sig
ikke oprette. Synspunktet maa derimod være, at Regenten ønsker
at blive oplyst, hvoraf følger, at den Dadel, som ikke lader sig
forklare af Hensigt til at oplyse Regeringen om Manglerne og
Fejlene i de offentlige Indretninger men alene af Hensigt til at
opvække Folkets Misfornøjelse og tilvejebringe Gæring, er util
ladelig og strafværdig. Lovbudene er her §§ 2 og 7, hvoraf det
første sætter Landsforvisningsstraf for i trykt Skrift at laste, for-
haane eller søge at udbrede Had og Misnøje imod Rigernes Kon
stitution eller imod Kongens Regering enten i Almindelighed eller
i enkelte Handlinger; den landsforviste, der ulovlig vender til
bage, bør arbejde i Jern sin Livs Tid. § 7 udtaler først tilladende,
at enhver kan ytre sin Mening angaaende hvad han tror, der kunde
være at forbedre eller rette i Landets Love, Anordninger og offent
lige Indretninger (herved ophævedes altsaa Forbudet i Reskriptet
af 1773 for Aviser og Ugeblade). Derefter forbydes det under
Vand og Brøds Straf at skumle med Bitterhed over Regeringen
eller at indklæde sine Anmærkninger over dens Foranstaltninger i
utilbørlige og usømmelige Udtryk. S. 129 fif. udvikles Begrebsfor
skellen mellem at laste Regeringens enkelte
H a n d lin g e r
og at laste
R eg erin g en
i enkelte Handlinger, en Forskel som næsten alle Læ
sere af Ørsteds Artikel om Søren Hempels Bog havde fundet ube
gribelig. (Selve Ordet „laste“ var i § 28 autentisk fortolket som
dette at tillægge vedkommende Person eller Ting en saadan Ufuld
kommenhed, som ej kan bestaa med dens Hensigt). Denne For
tolkning optog ham stærkt, fordi Publikums Misforstaaelse her