AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 0 1

Lovbogen var ufuldstændig, men slaar sig til Ro med den nys ned

satte Kriminallovgivnings-Kommission.

S. 108 gaas der over til Undersøgelse af Skribentens Ret til at

ytre sin kritiske Mening over Konstitutionen, Lovgivningen og

Statsstyrelsen. En saadan Ret er „efter vore Tiders Tænkemaade

anset for det, den og i Sandhed er, et af Statsborgernes højeste

Goder, hvis Berøvelse vilde opvække Utilfredshed og hemmelig

Gæring“. Han tager her Afstand fra Birckners Lære om, at Skri

benten skal udgøre et Værn om Borgernes Sikkerhed overfor Re

geringen, og at dette burde sikres i en Grundlov ligesom f. Eks.

Loven om Stavnsbaandsløsningen. Regenten kan efter Ørsted umu

lig ved Trykkefrihedsloven have villet lægge sig selv i Ave, og

uden Konstitutionens Omdannelse lader en virkelig Grundlov sig

ikke oprette. Synspunktet maa derimod være, at Regenten ønsker

at blive oplyst, hvoraf følger, at den Dadel, som ikke lader sig

forklare af Hensigt til at oplyse Regeringen om Manglerne og

Fejlene i de offentlige Indretninger men alene af Hensigt til at

opvække Folkets Misfornøjelse og tilvejebringe Gæring, er util

ladelig og strafværdig. Lovbudene er her §§ 2 og 7, hvoraf det

første sætter Landsforvisningsstraf for i trykt Skrift at laste, for-

haane eller søge at udbrede Had og Misnøje imod Rigernes Kon

stitution eller imod Kongens Regering enten i Almindelighed eller

i enkelte Handlinger; den landsforviste, der ulovlig vender til

bage, bør arbejde i Jern sin Livs Tid. § 7 udtaler først tilladende,

at enhver kan ytre sin Mening angaaende hvad han tror, der kunde

være at forbedre eller rette i Landets Love, Anordninger og offent

lige Indretninger (herved ophævedes altsaa Forbudet i Reskriptet

af 1773 for Aviser og Ugeblade). Derefter forbydes det under

Vand og Brøds Straf at skumle med Bitterhed over Regeringen

eller at indklæde sine Anmærkninger over dens Foranstaltninger i

utilbørlige og usømmelige Udtryk. S. 129 fif. udvikles Begrebsfor

skellen mellem at laste Regeringens enkelte

H a n d lin g e r

og at laste

R eg erin g en

i enkelte Handlinger, en Forskel som næsten alle Læ

sere af Ørsteds Artikel om Søren Hempels Bog havde fundet ube

gribelig. (Selve Ordet „laste“ var i § 28 autentisk fortolket som

dette at tillægge vedkommende Person eller Ting en saadan Ufuld

kommenhed, som ej kan bestaa med dens Hensigt). Denne For

tolkning optog ham stærkt, fordi Publikums Misforstaaelse her