25 / 345
T I D E N T I L 1 8 0 1
7
end Overbevisning — nemlig Lyst til at behage Regeringen —
hvilket har foranlediget ham til nogle spredte Bemærkninger for
„at blotte denne Kalumni i al sin Usselhed“. Det hedder iøvrigt i
en noget afvisende Tone: „ . . . hvad dem angaar, hvis Tankesy
stem er dannet ved Tilfælde og omgærdet med Vane, saa ved jeg
intet Middel til at bevirke Overbevisning hos dem al den Stund
de forbliver i denne Forfatning. Alt hvad jeg kan gøre ved dem,
er at opfordre dem til grundig Selvprøvelse, at de derved kan
komme til den Indsigt, at de virkelig befinder dem i dette Slaveri.
De vil da vistnok føle Elendigheden af en saadan Tilstand og
fatte Lyst til at arbejde dem op til intellektuel Frihed; og da men
ikke før, er mit Skrift for dem.“ Medens han i Subskriptionsind
bydelsen havde regnet med et Bind som det udkomne, der er paa
282 smaa Sider, indser han nu, at der maatte kræves mindst
to til.
Forordningens Præmisser giver veltalende Vidnesbyrd om den
Aand, hvori Loven er skrevet, og anføres derfor her: „Ligesom det
i Almindelighed er vort Ønske og Vilje, at enhver af vore kære og
tro Undersaatter skal nyde al den Frihed, som kan bestaa med
Orden i Staten; saa ynder vi og især Trykkefriheden, fordi vi an
ser denne som det virksomste Middel til at udbrede Oplysning og
almennyttige Kundskaber iblandt alle Borgerklasser. Med Hensyn
til at fremme en for Menneskeheden saa velgørende Sag, har vi
kort efter vor Regerings Tiltrædelse ophævet Censuren og derved
aabnet Vej for enhver oplyst og retskaffen Mand til at kunne med
dele offentlig Resultaterne af sine Granskninger og ubehindret ytre
sine Tanker og Meninger om, hvad der kunde bidrage til det al
mindelige Bedste. Men ved ubegrænset Frihed maatte Pressen blive
allehaande uædle Lidenskabers Værktøj til skadelige Følger for
den offentlige Rolighed og den private Sikkerhed. Trykkefriheden
maa altsaa ved Lovens Forskrift ledes til Almenvel som er dens
Øjemærke, og den maa som en Del af den offentlige Undervisning
være Regeringens Tilsyn undergiven. Det paaligger os derfor, som
Konge og Lovgiver at sætte Skranker for dens Misbrug, saaledes
at den ej skal udarte til tøjlesløs Frækhed og blive et Middel for
Ondskab til at kunne ustraffet undergrave Statens Grundstøtter og
forstyrre den borgerlige Sikkerhed, der staar i uadskillelig For
bindelse med sand Borgerfrihed. Imod saadanne Misbrug har vi