AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 0 1

Troskabsed kan ifølge ham ikke hindre dem i at udtale Grundsæt

ninger, der er i Strid med dem, hvorpaa Forfatningen bygger, og

„den dydige Ateist realiserer i sin Person det højeste Ideal af

moralsk Fuldkommenhed og Kraft“. Dette fandt Regeringen for

stærkt, og i en skarpt motiveret Resolution af 30. Sept. 1797 af

skedigedes Collet uden Pension — en ganske usædvanlig Hand

ling, der øgede Bitterheden mod Regeringen. Forfatteren P. A.

Heiberg, der var sat under Generalfiskalens Tiltale for Forhaanelse

af Regeringen og Regeringsformen, søgte at vende Stemningen mod

Generalprokurør Chr. Colbj ørnsen, idet Tiltalen mod ham skulde

være Hævn for Heibergs Insinuation i „Sproggranskning“ om, at

Colbjørnsen, der ejede en Ejendom i Nærum, paa chikanøs Maade

havde faaet Kromanden dersteds Jochum Jensen dømt fra sit Pri

vilegium. Ved gentagen offentlig Indsigelse af Kammeradvokat

Schonheyder bragtes dette Rygte dog til Tavshed. Paadømmelsen

af Heibergs Sag ved Hof- og Stadsretten, der gik ud paa livs

varig Landsforvisning, fandt først Sted efter Forordningens Frem

komst, nemlig 24. Dec. 1799. Den anden fremtrædende ultralibé

rale Forfatter Malthe Conrad Bruun var allerede i 1795 straffet

ved Højesteretsdom for et Skrift; han mulkteredes paany den 16.

Januar 1799, medens Landsforvisningsstraf først idømtes ham 19.

Dec. 1800. I Regeringskredse havde Lysten til at gribe ind over

for den hele af Revolutionen i Frankrig inspirerede Opposition

længe været fremherskende. En Opfordring fra Kejser Poul af

Rusland kom til, og Trykkefrihedsforordningen blev konciperet af

Colbjørnsen og i Hast udstedt. Virkningen af dens 28 Paragraffer

var nærmest lammende paa de mange tildels anonyme Skribenter,

der af Frygt for at overskride Grænserne ikke længere turde vove

sig frem med de før saa florerende Samfundsbetragtninger.

Kandidat Ørsteds Hovedformaal var nu at modvirke denne Mod

løshed ved at vise, hvor meget Raaderum der dog var indrømmet

Trykkefriheden indenfor de trukne Grænser. Han havde ærgret sig

saa meget over det indtraadte Stemningsomslag overfor Colbjøm

sen og over de fordækte Presseangreb paa denne Frihedens Ven,

at han ogsaa følte sig tilskyndet til at føre et vist Forsvar for

Forordningen samtidig med, at han dristede sig til at foresi aa Æn

dringer i den. I Fortalen berører han den Mistanke, nogle havde

næret om, at hans Dom over Presseloven skulde have anden Grund