AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

179

ikke for intet følte han sig stærkt tiltrukken af ildfulde Personlig

heder som Chr. Colbjørnsen og A. v. Feuerbach.

Man vil have bemærket, at trods Adskillelsen fra Norge i 1814

vedblev Ørsted at arbejde med norsk Ret, og han fulgte f. Eks.

interesseret Odelsrettens fortsatte Udvikling. Dette kan sammenstil

les med, at han paa Tysk leverede en udførlig Prøvelse af det

bayerske Straffelovsudkast. Han var ikke ensidig nationalt indstil-

let °g vilde ikke give Afkald paa det Kulturfællesskab, hvormed

han var vant til at regne.

Det bliver nu Opgaven at meddele en Orientering i Ørsteds vidt

løftige juridiske Forfatterskab, hvilket selvsagt maa ske i kortere

Træk end i det Goos-Nellemann-Øllgaard’ske Værk. Hertil maa de

henvises, der ønsker nøjagtig Oplysning om, hvori hans Indsats paa

de forskellige Punkter skilte sig fra, hvad Forgængerne havde ydet.

først og fremmest maa dog henvises til selve hans Skrifter, vor

Retslitteraturs „exemplaria græca“ : nocturna versate manu, versate

diurna! Først Læsningen af større Partier af disse giver Fortrolig

hed med den Maade, hvorpaa han fordybede sig i et retligt Æmne,

drøftede alle Indvendinger overfor den Opfattelse, der havde frem

stillet sig for ham som den fornuftmæssige, fastlog en Hovedsæt

ning og samtidig undersøgte dennes Modifikationer ved Brydningen

med særlige Hensyn eller maaske endte med at bøje sig for Lovens

Ord, naar de forekom ham at paabyde Fortolkeren Resignation.

Den Omstændighed, at Ørsted øver sin Kunst med de gamle Lov

bøger for sig, virker ikke fremmedgørende; Læserens Underbevidst

hed om, at det samme Retsforhold nu mulig foreligger paa en noget

anden Maade, giver tvertimod Erkendelsen af vedkommende Sæt

ning større Vægt og fremmer Betragtningens Objektivitet.

En Særstilling indtager Afh. fra 1815 om Danmarks nuværende

Pengevæsen,

der nærmest er af nationaløkonomisk Indhold, og som

løvrigt maa ses i nøje Tilknytning til Ørsteds Deltagelse i det

Kommissionsarbejde, der førte til Fdg. 5. Januar 1813. Den udkom

altsaa først nogen Tid efter, da Kritiken allerede havde haft Lej-

ighed til at ytre sig, og mod denne argumenteres der i Afhand

lingen. Denne udmærker sig ved sin Ro og Klarhed. Anonymt

havde Ørsted i Forvejen med Tilladelse skrevet om Forordningen.

Af Litteraturfortegnelsen har det fremgaaet, at Ørsted adskillige

ange maatte gribe Pennen for at drøfte enkelte Spørgsmaal, som