202 / 345
180
T I D E N T I L 1 8 3 5
det nye Pengevæsen fremkaldte, og for at imødegaa Kritik. Udenfor
det foran anførte kan nævnes en Artikel i Landøkonomiske Tiden
der VI (1817), rettet mod Stephansen og holdt i en skarp Tone
(heri omtales iøvrigt en interessant anonym Anmeldelse ved Ørsted
af Professor Olufsens Statsøkonomi i Dansk Litteraturtidende
1816). Endvidere et særskilt Skrift (mod Kaptajn Müller): Over
Grundejernes og Kapitalisternes Stilling i Forhold til hinanden
vd Udløbet af den lovbestemte Henstand med omskreven Gæld
(1817, 147 Sider). Ørsted modsatte sig en Forlængelse af den til-
staaede Udsættelse med Ret til Opsigelse af Laan i faste Ejendom
me til Udløbet af det andet Aar efter Freden („Indulten“ ) . I et
Forord præciserer han, at hans Afhandling i Eunomia ikke var
noget autentisk Skrift saaledes som af Müller anført; en Mis-
forstaaelse i denne Retning var ikke uforklarlig.
Indenfor det privatretlige Forfatterskab maa Opmærksomheden
navnlig rettes mod
H aandbo gen;
Afhandlingerne om fremmed Lovs
Anvendelse, Tilbagesøgning og Hypotekvæsenet er det vigtigste,
der ligger udenfor denne. Det er karakteristisk, at Ørsted i For
talen til Hdbg. I — med en Spydighed til dem, der ikkun har Stun
der til at læse Fortalen men dog ikke kan holde dem tilbage fra
at bedømme Værket — forvarer sig mod Mistanken om paa flere
Punkter at have forandret Mening for derved at undgaa Klagen
over, at Værket skulde indeholde et nyt Bidrag til at formere den
fordærvelige Ustadighed i Lovkyndigheden. Denne Opfattelse havde
ofte nok mødt ham. Han gør opmærksom paa, at Forholdet hyppig
har været dette, at hans Undersøgelser gik ud paa at retfærdiggøre
den Mening, som længe havde været gældende ved Domstolene,
imod en urigtig Teori, og at han ikke sjældent kun havde angrebet
„en aabenbar falsk Abstraktion, en skæv Sætning, hvorved man
havde udtrykt noget ganske andet, end man egentlig vilde sige, en
Selvmisforstaaelse og indvortes Uoverensstemmelse, saa at der ikke
var nogen egentlig Strid mellem ham og hans Formænd men kun
skete en Berigtigelse, som de uden Spørgsmaalet selv maatte
erkende“. Alligevel er Opfattelsen forstaaelig. I Virkeligheden var
ingen mere lovlydig end han; baade som Dommer og som Forfatter
bøjede han sig for Lovord, hvis Mening forekom ham klar, selv om
de forekom ham meget uheldige. Men det var paa den anden Side
hans Overbevisning, at Lovgiveren i stor Udstrækning ikke havde