![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0205.jpg)
T I D E N T I L 1 8 3 5
183
deri viser sig, af Undersøgelser over, hvad der i sig er ret og
fornuftmæssigt m. v., ja det Fortolkningsmiddel, som den ældre
Ret frembyder, er i sig selv det naturligste og mest tilgængelige
for Folket. Man maa herved sætte sig tilbage til den Tid, da den
gældende Lov blev given, og ikke ved et Spring henføre den nær
værende Tid til den, da de nu afskaffede Love var i Kraft. I det
Øjeblik, Christian den Femtes Lov udkom, var de almenvigtigste
Bestanddele af den ældre Ret Folket bekendt. Just den Omstæn
dighed, at hin Lov saa meget sluttede sig til den ældre Ret, gjorde,
at den let blev baade forstaaet og elsket; hvad der i samme var
nyt, maatte naturligvis være det, som længst blev Folket fremmed,
og hvorom de paagældende lettest kunde være uvidende eller have
vildfarende Begreber. Intet var derfor naturligere, end at man da
forstod Loven i muligste Overensstemmelse med den ældre Ret.
Men var dette rigtigt paa den Tid, Loven udkom, saa kan Loven
ikke siden forandre sin Betydning derved, at man er kommet læn
gere tilbage fra den Tid, hvori den ældre Ret var levende i Fol
kets Bevidsthed. Desuden er den nærværende Tids Begreber og
Grundsætninger ikke absolut afsondrede fra dem, som gældte hin
Tid; men disse har forplantet sig gennem de forskellige Slægt
følger, skønt naturligvis ikke uden mangfoldig Indvirkning af nye
Forestillinger, nye Forhold og nye Love. Saafremt det i sig var
gørligt, at fortolke Lovene, uden Hensyn til de ved disses Stif
telse gældende og siden uformærkt fra Slægt til Slægt overgaaede
Begreber, vilde Folket vistnok finde den ny Ret, man saaledes
skaffede samme, ganske fremmed; og det vilde kun lidet hjælpe,
at man kunde gøre de nye Fortolkningers grammatikalske og logi
ske Rigtighed begribelig, at man kunde bevise deres Overensstem
melse med Retsfilosofien og med Grundsætningerne for det gavn
lige og hensigtsmæssige.“
Dette Citat godtgør, hvilken Værdi han tillagde det historiske.
Noget andet er, at han ikke havde kunnet overkomme et selvstæn
digt Studium af Retshistorien. Han bemærker andetsteds: „løv
rigt vilde jeg vist og hyppigere have gjort Brug af den historiske
Fortolkning, dersom min Lejlighed havde været til at anstille det
dybe Studium af vore trykte og utrykte ældre Love og hvad der
ellers hører til omfattende Indsigt i Retshistorien, som vilde be
høves for at udrette noget betydeligt ad denne Vej. Min Stilling